HVOR LÆNGE VARER ÆGTE KÆRLIGHED?

Af Emilia van Hauen

”Jeg kan ikke få det til at gå væk!”

Jeg sidder i sofaen, han står på gulvet i stuen og kigger på mig, som om han ikke ønsker at kigge på mig.
Han ved nemlig, hvad der kommer nu.

Og jeg ved, at nu er sidste chance forbi.
Vi skal skilles, fordi jeg ikke kan få ”det” til at gå væk.

Når jeg tænker tilbage på den situation, fatter jeg ikke, at jeg kunne klare det.

Kunne holde til at sige ordene højt, der ville afslutte 17 års samliv, kæresteliv, ægteskabsliv, familieliv, krammeliv, partnerliv, elskeliv, sexliv, kærlighedsliv.

Fatter ikke, at jeg havde styrke til at ødelægge min mands drømme for fremtiden, mine børns trygge hverdag og mine drømme om evig kærlighed.
Fatter ikke, at mit hjerte ikke brød sammen i tusindvis af bittesmå ensomme stykker, der frit kunne flagre i intetheden og for evigt være fortabte.

Selv nu, flere år efter at jeg sagde ordene højt, får jeg kvalme og knugen i maven og flygter ind i fantasien om, at det ikke for alvor skete.
At vi ikke i virkeligheden er skilt.

At papirerne ikke endegyldigt er skrevet under og mekanisk bekræftet via Nem-ID over nettet på Statsamtets hjemmeside.
Langt fra den ceremoni og fest, som startede det hele.

Jeg har elsket den mand siden jeg kyssede ham til en fest, og på vej hjem tænkte: ”Hvis jeg nogensinde bliver gift og får børn, så bliver det med ham!”
Og det viste sig jo at holde stik.

Det har bestemt ikke altid været let, vi har haft nogle tunge udfordringer, som så mange andre par, og jeg har da i flere perioder tænkt på, om det nu virkelig kunne holde.

Men hver gang tvivlen begyndte at kolonisere mit sind, flød mit hjerte indover og mindede mig om, hvad jeg i virkeligheden følte, og i stedet for at gå fra ham, lagde jeg mig ind til ham og mærkede, hvordan hans velkendte styrke og tryghed i stedet tog bolig i mig og fyldte mig med kærlighed. I virkeligheden tvivlede jeg aldrig rigtig for alvor.

Uanset hvor åndssvag, krænkende, svigtende eller ukærligt vi end opførte os overfor hinanden, mærkede jeg denne konstante understrøm af dyb kærlighed, som jeg vidste aldrig ville forsvinde, og som jeg til enhver tid kunne opsøge for at sætte min verden ret igen. Og hans.

Indtil, altså, den dag, hvor den forsvandt.

Den begyndte at forsvinde nogle somre før skilsmissen. Men de første alvorlige tegn, så jeg bare som almindelige tegn på forbigående irritation og krise, og mine opråb til ham om utilfredshed blev derefter. I efteråret blev de intensiveret, og selvom jeg forsøgte at bevare dialogen, skabte jeg lidt min egen verden og tænkte, at det nok ville gå væk igen, hvis jeg gik ud og hentede energi andre steder.

Men i foråret sad jeg en dag på en bænk i Brede og havde en samtale med en god ven, som pludselig satte alt i perspektiv – og selvom jeg ikke anede det dengang, var det nok alligevel præcis denne forårsdag, der varslede det ”det” jeg senere ikke kunne få til at gå væk: længslen efter et nyt liv, som var uløseligt knyttet til længslen efter et nyt ”mig” som han ikke kunne møde, fordi han stadig var ”sig”.

Jeg ved, at jeg inviterede ham indenfor. Jeg ved, at jeg forsøgte at dele det med ham.

Og jeg ved, at jeg overhovedet ikke var ihærdig nok, for han forstod ikke, hvor vigtigt det var for mig. Og jeg forstod ikke, hvor vigtigt det var for mig. Og her svigtede jeg afgørende.

Så først da jeg trak stikket, vågnede han for alvor op. Som så mange mænd først desværre gør. Ih, hvor har jeg talt med mange kvinder og mænd om, at kvinderne går i årevis og fortæller om deres længsler og behov, og da de endelig en dag forfølger dem og forlader manden, står han tilbage som et stort spørgsmålstegn og siger: ”Jamen, jeg troede jo ikke at du mente det!”

Det gør vi.
Vi mener det.
For vi vil elskes.
Og vi vil elske.

Jeg ville også gerne elske min mand. Og jeg elsker ham stadig. Bare ikke som min mand. Den eksklusivitet, som jeg altid har givet ham, er borte. Hvilket er noget af det, der smerter mest.

Jeg fortryder ikke min skilsmisse. Det var det rigtige at gøre. Men kunne jeg skrue tiden tilbage til den sommer for tre år siden, hvor de første tegn viste sig, ville jeg invitere ham ud på en gåtur, som vi ikke vendte hjem fra, før han havde forstået, hvor seriøs jeg anså vores krise for at være. Og før jeg havde forstået, at mine følelser var grund nok til det.

Ægte kærlighed varer ikke til døden. Ægte kærlighed varer præcis lige så længe, som ægte kærlighed gør.

Og har du ægte kærlighed i dit liv, og står du i noget, der minder om en krise, så tag ham i hånden og gå en tur, der varer lige så længe, som det tager jer at finde ind til det punkt, hvor jeres ægte kærlighed findes. Dér skal I finde en fælles løsning, som I kan bringe med tilbage til jeres hverdag. Det er som minimum forsøget værd, for ægte kærlighed er der aldrig for meget af….

BOKS

Undersøgelser viser, at ca 60% af alle skilsmisser er initieret af kvinder. Årsagerne er oftest, at de ikke føler sig set og hørt af manden, at de tager sig for meget af det huslige, at de bliver taget for givet.

Denne klumme har før været bragt i Femina, men dog i en lidt anden version.

Emilia van Hauen er bla. kultursociolog og en af landets mest citerede sociologer, når det gælder den aktuelle tidsånd og moderne menneskers livsvilkår.
Hun skriver fast for JyllandsPosten, Femina (har vundet Feminas pris: Årets Læserfavorit 2014), Børsen og er forfatter til seks bøger, heraf bla. bestselleren Ladycool. Dit køn er en styrke – brug det! som du kan komme på workshop over den 19. august.
Du kan melde dig til her
Vil du læse mere af Emilia, kan du finde hendes site her

Du kan skrive sig op til mit nyhedsbrev via mit site.
Og få en e-bog med 7 artikler og pointers om generationerne Y&Z.

P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her