Dét skønne smil, dé strålende øjne, dé smukke ord, dén vidunderlige duft – wauw!
Vi trak vejret sammen i en lidenskabelig rus til op over begge ører, så meget at vi næsten ikke kunne være i os selv. Som to ”kaniner” i et kådt forårs udspring af tillid og anerkendelse, følte vi os set, ønsket, mærket og gode nok.
En næsten ubeskrivelig følelse af:
”Du ser mig”, gav næring til forelskelsens sindssyge.
Vi ville hinanden, og vores tid var hinandens.
I intense øjeblikke af nærvær, delte vi alt inde i os.
Ting, vi aldrig ville fortælle andre end dem, vi virkelig stoler på.
I en magnetisk tiltrækning gav du mening, jeg gav mening. Dig og mig – vi var et med hinanden.
Livet kunne bare komme an.
Forelskelsen – kan du huske den?
Kaos i tankernes vold
En spirende kærlighed synes i sigte ude i horisonten. Som søfolk i parforholdets hav af kaos navigerer mand og kvinde efter bedste evne. Sammen gør de det bedste de kan, for at få historien til at ende som på film.
Ofte er det som om, at kærlighedens sidste sommerstråler blegner, og langsomt siver følelserne ud i en vinter af tavshed. Problemet er, at den larmende stilhed er en konflikt i sig selv. Det ender ofte i en glidebane helt derud, hvor man gør uendeligt mange knuder på sig selv for at få ro.
Bare ro i hovedet. Accepten af hinanden bliver mere og mere uigennemsigtig, og helt sagte forsvinder fællesskabets kommunikation.
Plads og rum til hinandens forskelligheder udviskes, og pludselig er man usynlig.
Hun tænker: ”Hvis bare han ville lave det og det om”.
Han tænker: ”Hvorfor har hun brug for at kontrollere mig”?
Kvinder vil tale, mænd vil knalde, og ingen af dem opnår det de vil. Nuancerne bliver mere sort/hvide og forsvinder til sidst ud i intethedens tankespin.
Begge står de på hver sin ø og råber af hinanden for at få ret, mens de langsomt ser tillidens redningsbåd gå ned.
Tanker som: ”Hvor blev DU af, hvor blev vi af, hvad skete der, jeg kan slet ikke genkende mig selv mere”, melder sig i tvivlens dyb.
En form for sorg over at føle sig alene, og ikke helt blive forstået eller måske taget alvorligt, ender i dage, hvor kroppen er ked af det.
Dage, hvor vi ikke kan knække koden, og kun mærker bekymringen tydeligere end overskuddet. I afgrunden af leverpostejmadder kan vi slet ikke få øje på kærligheden længere.
Med ét indser vi, at vi i virkeligheden er dårlige til at være kærester. Ja bare være – være et ”os”. Intetanende opdager vi, at det vi blev allermest forelsket i, langsomt er blevet det, vi hader allermest.
Tavshedens kaninhul
I magtkampens bakspejl synes kærligheden dræbt af kontrol. Vi slog den ihjel med misforståelser og mistolkninger for at få ret. Ingen hjertestarter kunne få gang i os igen. Vi kunne ikke holde bolde på egen banehalvdel længere, og skød kun til måls efter den anden.
Vi kunne godt høre hinandens tårer, men valgte ikke at se dem. Som spøgelser der hvileløst vandrer rundt i søgen på alt det, der kan helbrede hjertet i et ”os”, finder vi mænd ofte svaret i tavshed og trækker os.
Når kampene bliver til en opslidende krig, hvor det kun handler om at vinde. Når det indre mangler ham, til at passe på sig, blive tilgivet, få kærlighed og næring, bare vide, at der er trygt i hans selskab – trækker nogle mænd det sidste våben: Valget om at være alene.
Det eneste, en mand i den position ønsker sig, er fred. Fred til at blot kunne trække vejret igen. Han føler, at han er gået så meget på kompromis med sig selv, at han er ramt så meget på sin integritet, at han ikke kan være i det.
Han føler, at han skal lave så meget om på sig selv, at han ikke må være den, han er. Han føler sig ikke længere set eller hørt. Han føler sig af kastreret af kvindens kontrol.
Bagklogskabens helikopterperspektiv
Kærligheden er ligeså besværlig, som den er let, og uanset hvad der sker – så siger kærlighed altid: “Jeg elsker dig”.
Alt det vi giver til andre er unikt. Alle brud, hvad enten du er mand eller kvinde, kan noget, også selvom det er hårdt. Du var oppe, og du var nede – det hele formede det forhold, du forlod eller blev forladt i. Det er der en masse vidunderlig udvikling i.
Hvad lærte du om dig selv?
Spørgsmålet er, om vi overhovedet orker hinanden og fællesskabet, eller om vi er kommet så langt ud, at parforholdets eksistensgrundlag er truet?
Mænd oplever indimellem, at det er svært for nogle kvinder, at lukke en diskussion ned, parkere den og komme videre.
Ofte kan det samme emne eller en forkert sætning, endda med års mellemrum, diskuteres igen og igen – hvorfor, hvad er formålet? Hvad er det med kontrol, hvorfor er det så vigtigt? Er kontrol mere vigtigt end kærlighed?
Skrevet af Niels

P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her




4 kommentarer på “Om hvorfor NOGLE mænd vælger at forlade et forhold”
Hej Niels. Jeg tror, der er mange kvinder, der kender den lidt karrikerede og lidt stereotype kønsopfattelse,som dit indlæg er et eksempel på. Og så vil vi mænd jo så gerne fortælle det, som kvinderne gerne vil høre, og så er vi jo enige igen.
Kvinder vil tale, mænd vil knalde??? Jeg har været sammen med kvinder, jeg har knaldet med, hvor jeg havde ønsket, at vi kunne have haft nogle dybere samtaler om livets store spørgsmål: livet, døden og kærligheden. Jeg har det generelt sådan, at jeg knalder ikke med kvinder, der ikke vil knalde. Sex er et naturligt behov hos mænd og kvinder. Og den kønsopfattelse, som du giver udtryk for, er i lige så høj grad kulturelt bestemt, som den er biologisk.
Et forhold holdes levende af, at vi bliver ved med at være nysgerrige på hinanden. Og hvis du føler, at nysgerrigheden på et tidspunkt er blevet for påtrængende, er det dit ansvar at sige det til din partner på en måde, som virker befordrende for jeres forhold. I “Gift ved første blik”var der et par, hvor kvinden var nødt til at sige, at hun havde brug for at være alene. Og hun sagde også flere gange i forløbet, at hun skulle vænne sig til at tale om følelser. Parret endte med at blive sammen; netop fordi vi i det forhold, vi er i, ikke kan bruge det til noget, hvad stereotyperne foreskriver. Det er os, der skal have det til at fungere.
Jeg opfatter også dit indlæg som meget negativt, fordi det nærmest beskriver at et brud er en naturlov. Jeg vil påstå, at et brud altid er et valg. Hvis du i dit parforhold synes, at din kæreste begynder at være for kontrollerende, er det dit ansvar at få det italesat på en måde, så du får mere plads. At din kæreste indser, at hun er nødt til igen at miste kontrollen på nogle områder, kunne måske netop være det, som fik forholdet til at få nyt liv igen.
Jeg vælger at forlade et forhold, når jeg bliver stillet overfor et krav, som overskrider mine grænser. Ellers bliver jeg og forsøger at bidrage til, at jeg og den kvinde, som jeg lever sammen med, kan være sammen i en tryg og kærlig relation.
Kære Erik Møller
Hvor er dit svar dog små pinligt at læse! Du lyder som en sammenbidt og meget lille verdensmand. Det er vist i virkeligheden dig selv du peger fingre af. Man skulle nærmest tro du var jaloux?
Vores alle sammens allerskønneste Niels skriver da overhovedet ikke noget om, at det er hans historie? Han maler et billede i følelser, og det er så fint. Det er præcis det som tiltaler til os kvinder.
Kære Niels du må aldrig stoppe med at skrive til os. Det er præcis de malerier du beskriver så smukt, som taler til os kvinder og vi elsker det.
Jeg synesat det er underligt som det er blevet, vi må endelig ikke indskrænke vores mands liv. Han skal da ha’ lov til at have masser veninder han ses med, han skal da bare flirte hvis han vil, han må da også gerne kommentere alle sine veninders lækre udseende. Og hans ex kone og hendes familie skal der da også være plads til og vi må endelig ik indskrænke hans friheds trang … jøsses hvad skal mænd investerer i et forhold ?? Lidt pik i ny og næ og så skal vi ellers stryge ham med håret og fortælle ham hvor skøn han er.. men hvad er det så der gør en mand skøn i sådan et forhold.. Intet på den lange bane.. for alt det tagen hensyn til hans ego og urinstinkt gør ham ik til en rigtig mand – det gør en mand der tør vise at han vil sin kone og investere tid og energi i forholdet.. så kære man der bare vil gå hvis han bliver indskrænket .. farvel
Hej Niels, tak for dit oplæg jeg er en ung kvinde der lige er blevet forladt af min første rigtige kæreste, efter næsten 3 år du har skabt mig en forståelse. Jeg havde brug for dine ord jeg har fået mere forståelse end hvad jeg havde i går og jeg ser tingene fra et bredere perspektiv tusind tak for dine ord.