”Farfaaar? Vil du ikke gi’ mig noget massage?”.
Forespørgslen kom fra den lille krølhårede pige, der som sædvanligt sad og spillede computer på farfars kontor med døren på klem ind til resten af familien, der havde smidt deres trætte bagpartier i sofaen med chips, cola og vin i hele kæften.
Farfar listede ind til yndlingsbarnebarnet, skubbede døren i og viste hende, hvor meget han elskede hende. På alle de forkerte måder.
Den lille pige var mig. Alexandra.
I dag er jeg 27 år gammel, vanvittigt stærk og enlig mor til en dejlig lille krudtugle på 3 år.
Knægten er resultatet af et match på datingappen Tinder.
Skæbnen ville, at jeg på én af mine mange tinderdates mødte en stor og lidt for selvglad pilot-mand, der skulle ende med at blive min kæreste og faren til mit barn.
Da vores tumling var kun 16 måneder, måtte jeg dog kaste håndklædet i ringen og forlade farmand.
Hele min verden væltede, og jeg blev pludselig nødt til for alvor at tage ansvar for mit eget liv.
I 10 år har jeg on and off været i behandling hos diverse psykologer, psykiatere og terapeuter.
Flere har forgæves givet op undervejs: ”Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis ikke du vil hjælpes, Alexandra!?”.
Mit liv var et helvede!
Jeg ville jo gerne hjælpes.
Hvad fanden snakkede de om?
Først nu efter SÅ mange timers samtaler og flere års interesse i menneskets psyke – min psyke – har jeg fanget den.
Jeg har dyrket min offerrolle.
Jeg sad fast i min egen ulykke. At have det dårligt var det eneste, jeg kendte til. Det var trygt, og det var rart med omsorg fra alle dem, der havde ondt af mig. Jeg havde brug for at blive bekræftet i, at min liv VAR uretfærdigt.
I dag har jeg rejst mig. Mit mål har i alt for lang tid været at overleve. Nu vil jeg leve! Jeg er færdig med at give alle andre skylden for, at mit liv ikke er lykkeligt. JEG har ansvaret for mit eget liv.
Ingen andre. Hvorfor spilde livet på at have ondt af mig selv, når jeg kan søge hen imod alt det, der løfter mig?
For halvandet år siden efterlod jeg min dreng i min søsters arme, hoppede i en taxa ud til psykiatrisk akutmodtagelse og fortalte grædende og panisk personalet, at de måtte indlægge mig og fixe mig.
Min angst fyldte hele min verden, og jeg turde ikke længere gå uden for en dør. I dag holder jeg foredrag og bryder tabuer foran hele Danmark.
Jeg afleverer snart mit speciale på min kandidatuddannelse og nå ja.. Så er jeg en pissegod mor, der faktisk oplever at være glad mere eller mindre hver dag. Jeg er ikke incestofferet Alexandra.
Jeg er Alexandra, der har været udsat for incest.
FIND MIG OGSÅ PÅ MIN BLOG HER, OG MIN INSTAGRAMPROFIL HER
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
