’I mit næste liv vil jeg være ligesom alle de andre’, sagde jeg for nyligt til min kæreste Lars, da han fandt mig siddende udmattet på køkkengulvet.
Jeg ved godt, at ingen er som ’alle de andre’. At vi alle har vores at bokse med. Men jeg var drænet for energi. Udmattet efter endnu uges hårdt arbejde. Træt af at kæmpe imod og tale om problemer, som man ofte ender med i politik.
Lars hjalp mig op fra køkkengulvet og sagde klogt, at det hele ville se lysere ud, når jeg havde sovet. Og det gjorde det. Søvn kan gøre underværker.
Men udmattelsen dukkede ikke kun op, når jeg havde sovet for lidt. Den kom også på andre tidspunkter. De seneste måneder havde den fyldt mere og mere. Og den kulminerede den aften på køkkengulvet efter endnu en uges kamp i noget, der føltes som strid modvind.
Næste morgen besluttede jeg mig for, at det måtte være slut.
Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg satte mine egne behov for en let og ubesværet tilværelse over mine børns fremtid i et trygt og frit samfund.
Men at træde ind på den politiske scene kan være psykisk krævende, når man ikke er ‘skolet’ politiker med en stor stab af professionelle rådgivere bag sig.
Så jeg besluttede mig for at finde frem til, hvordan jeg kan fastholde min kamp for et friere og tryggere Danmark, uden at miste mit gode humør og mit positive livssyn.
Og efter et par ugers grublen kom svaret pludselig. Ikke dumpende ned fra himlen. Men dumpende ned i min postkasse.
For blandt rudekuverter og bænkebidere lå i bunden af min postkasse et magasin med et langt portrætinterview med mig om Nye Borgerlige. Og et stykke inde i artiklen havde journalisten noteret:
”På denne torsdag midt i frokostmylderet, taler hun dog ikke om muslimer, men om ”kampen for frihed” som hendes centrale projekt”.
Denne sætning satte med ét mine tanker i et nyt lys.
Her var mit anker. Her var omdrejningspunktet for mit politiske arbejde. Her var baggrunden for de tusindvis af timer, som jeg de seneste tre år har brugt på at stifte Nye Borgerlige og få partiet dertil, hvor vi er i dag.
Det handler om kampen ”for”.
Jeg har alt for længe accepteret at have rollen som en kvinde, der kæmper “imod”.
Imod den fejlslagne udlændingepolitik. Imod de stadig flere love og regler, som politikerne påfører danskerne. Imod den politiske korrekthed, der som en social kontrol stækker friheden og frisindet.
Men mit politiske mål er ikke det, jeg kæmper imod. Mit mål er det, jeg kæmper for.
FOR mine børns tryghed. FOR den frihed, som generationer af danske mænd og kvinder før os har tilkæmpet sig, forsvaret og givet os i arv. Og FOR det fællesskab, som i over 1000 år har givet os danskere ret til selv at bestemme i vores eget land.
I politik kan man ikke undlade at tale om problemerne. Politikerne bærer ansvaret for danskernes frihed og sikkerhed. Når de svigter det ansvar, så bør vi reagere.
Men hvis vi undervejs glemmer, hvad vi kæmper for, så mister vi målet – og måske os selv på vejen.
Jeg vil ikke miste mig selv. Men jeg vil heller ikke lade stå til.
Jeg har valgt min mission.
Jeg vil kunne se mig selv i øjnene og vide, at jeg gør, hvad jeg kan, for at mine børn kan vokse op i et trygt og frit Danmark.
Og de byrder, der er at bære på vejen, bliver unægtelig lidt lettere at bære, når jeg minder mig selv om alt det, vi har sammen, som er værd at kæmpe FOR.
Kærligst Pernille
Se mere fra Pernille HER
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
