Når du igen i dag ligger dér; næsten livløs, tung i hovedet og med udmattelse siddende fasttømret til alle dine lemmer, mens alarmen fortsat skriger ad dig. Hvem skal nu minde dig om, at du i går lovede dig selv, at du i dag ville begynde at leve dit liv?
For kun 7 timer siden svor du, at du denne morgen inden dagens gøremål ville springe ud af sengen, drikke et stort glas vand, løbe en tur og derefter forkæle dit sind med friskbrygget kaffe, et blødkogt æg og – hvis du var rigtig god – en skvis hyggelæsning. Et vaskeægte morgenbord.
Jamen, Louise. Hvordan skal jeg nogensinde få samlet kræfter til at løfte bare den ene arm over mod den firkantede tingest, der udgør mit vækkeur, når larmen får alle dele af min tunge krop til at trække sig sammen i depression?
Det er stadig sort som natten. Mine øjenlåg vejer 9,7 kg. pr.stk. Sengetøjet, der klæber sig til mig, er så varmt, at jeg sparker det væk i raseri. Og jeg ved jo udmærket, at det for f***** ikke er sengetøjets skyld. Men alt i mig skriger, at det i hvertfald heller ikke er min egen.
Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke.
Min arm lander umanerligt tungt på snooze-knappen. 3 gange. Og hver eneste gang hører jeg mig selv: Åååååååååårrrrrrh, så stop dog. Lad mig være.
Kender du det? Eller det det kun mig?
Hver eneste aften er det det samme løfte. Imorgen er dagen, hvor jeg har tid til mit morgenbord. Og ved du hvad? Hver eneste morgen er det det samme, hjerteknusende scenarie, hvor jeg svigter mig selv; hvor jeg starter endnu en dag med sangen om den svage, rygradsløse kvinde, der aldrig kommer videre, drønende afsted på indersiden af mit hoved. Og den knuser jo ikke bare mit hjerte; den knuser mine dage.
Så da jeg for nu tre dage siden sad midt i en søgning på ”Et godt morgenbord” og i stedet havnede på tilmeldingsblanketten til MetteHolms Morgenboost, var det, som om jeg den efterfølgende dag – og alle dage derefter – fik den kontante besked, jeg i alt for længe desperat havde råbt efter.
Louise, der er kun dig. Der er ingen – og jeg mener ingen – der kommer og redder dig. Er du et offer, er det et valg. Er du fri af dit livs fadæser og fejltrin, er det også et valg. Så løft den arm, sluk din alarm, sving benet ud af sengen, tænd lyset, skab dit morgenbord. Dit liv.
Og så skrabede jeg mig selv op fra gulvet
Skribent: Lousie Bendixen
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
