I søndags blev min søn konfirmeret og tog skridtet ind i de voksnes rækker. Det er som om, at det først nu rigtigt er gået op for mig, at han ikke længere er min lille dreng, men min voksne søn.
Hvor blev tiden lige af?
Jeg har altid vidst, hvad der skete i hans liv, men som tiden flyver må jeg erkende, at han ikke længere fortæller mig alt.
Måske genkender du situationen?
Jeg ved, at det er helt naturligt og lige sådan, det skal være. Men alligevel kan jeg ikke nægte, at det rører noget i mig som mor.
Realiteten er, at det at være mor rummer alle følelser. Lige fra håb og kærlighed til bekymring og angst.
Det at blive mor er det største nogensinde, men det gør os samtidig utrolig sårbare.
Hvorfor?
Fordi du tror, at du mister, når dit barn nærmer sig den selvstændige alder.
Når du en dag ikke er alene om at vide, hvad dit barn tænker, føler og bekymrer sig om. Når du ikke længere er den første, der bliver involveret i store som små beslutninger i hverdagen.
Erkendelsen af, at du en dag bliver sat lidt ud af spillet til fordel for venner og kæreste.
Tanken kan være svær, for hvor efterlader det dig?
Svaret er: Med oceaner af nye muligheder.
Jeg ved, at det kan virke skræmmende pludselig at skulle have en anderledes rolle i dit barns liv, men nøglen er, hvordan du tackler det.
Du kan enten vælge at være i sorg og dyrke angsten for at miste, eller du kan træde ind i din nye rolle med accept og rummelighed.
Gør du det sidste, har du oceaner af muligheder for at udvikle dig.
Når dine børn ikke har brug for dig på fuldtid mere, har du større frihed til at være alt det du også er udover at være mor.
Hvis du tænker over det, hvornår har du så sidst gjort noget kun for dig? Noget du rigtig gerne vil, men som ikke har været muligt de sidste mange år.
Det kan være du vil være kreativ igen, opleve verden eller deltage på kurser og foredrag.
Hvad drømmer du om?
Det giver dig nemlig stort plus på overskudskontoen, når du giver dit barn plads og kan fokusere på det, du gerne vil.
Så er du altid klar til at være der for dine børn og de nye, spændende udfordringer, der følger med deres selvstændighed.
Hvad er den største kærlighed, du kan give dine børn?
Det er at kunne give slip og sætte dem fri, efterhånden som du kan mærke, at de både selv kan og vil tage ansvar.
De skal nok sige til, når de er klar. Spørgsmålet er, om du er?
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her