Følg en af vores fantastiske skyggevejleder studerende, Janni.
Hun har valgt at gå Caminoen alene, for at finde sig selv.
Vi er meget stolte af, at måtte give jer historien som en føljeton her på Psykologi Universet.
19. april 2018
Følg med! Det er en vild rejse!
Cizur Menor – Mañeru / 29 km / 38.878 skridt
Kl. 5.40 begiver jeg mig afsted fra alberguet og ud i mørket. Byen sover stadig og jeg er helt alene i gaderne. Jeg er i ro med situationen, og husker mig selv på, at holde endnu bedre øje med pilene her i mørket. Jeg falder hen i mine egne tanker. Spændt på dagen der venter mig, i mine nye store grimme sko. Det føles som at gå på skyer, sammenlignet med de tunge vandrestøvler. Pludselig hører jeg en mand råbe et stykke bag mig. Jeg vender mig om. Det er en løber, og han råber igen samtidig med at han peger i modsatte retning af mig. Aquí! Camino! Aquí! Jeg har overset pilene! 5 dage inde på Caminoen, og jeg er allerede gået forkert. Jeg takker ham og vender om. Jeg er taknemlig for hans opmærksomhed, for vejen jeg gik på fortsætter ligeud, så langt øjet rækker. Kort efter deler vejen sig i to foran mig. En asfalteret og en natursti. Ingen pile, ingen muslingeskaller til at lede mig på vej. Jeg står og ligner hvad jeg er, en rookie pilgrim. Som i øvrigt ser tåbelig ud i store grimme sko, med vandrestave – og pandelampe! Jeg debatterer med mig selv et kort øjeblik, omkring hvilken vej jeg skal følge. Det her er en 1.000 år gammel pilgrimsvej. Uden at skulle kloge mig på asfaltens oprindelsesår, er jeg ret overbevist om at de ikke havde asfalt i middelalderen. Naturstien over marken er den rette! Det er stadig bælgmørkt. Pandelampen er en stor hjælp, for her er ingen lygtepæle. Kun mørke. Stjernerne. Og stilhed. Det er en skøn fornemmelse at gå i mørket, hvor den eneste lyd, er fra vandet der risler ned fra bjergene og grusets knitren under mine fødder. Imens jeg begiver mig op i højderne langs stierne, begynder solen langsomt at rejse sig bag bjergene. Jeg gør holdt på en lille bænk og sidder i stilheden og beundrer solopgangen og udsigten til den lille by jeg forlod tidligere på morgenen. Det her er terapi for sjælen. Jeg er bare. Lige her. Følelsen af taknemlighed og lyksalighed helt ind i hjertet, er overvældende.
Jeg når Alto del Perdón og pilgrim statuerne hurtigere og lettere end forventet. Det er en underlig oplevelse at se de genkendelige statuer. Enhver der har stiftet det mindste bekendtskab med Caminoen, har set billedet af dem. Da jeg gør mig klar til at starte nedstigningen til næste by, ankommer en turistbus til toppen. En mand forklarer mig at det er Camino turister. De bliver kørt til hver seværdighed på Caminoen. Får stemplet i deres pilgrimspas, og ender busturen i Santiago, hvor de får deres Compostela. Beviset på at de har gennemført Caminoen. Jeg respekterer alle måder hvorpå folk vælger at gennemføre deres Camino. Taxa eller bus på de hårde strækninger, eller når kroppen siger fra. Ekstra hviledage for at komme til hægterne. Eller transport af rygsækken. Til fods. Til hest. Eller på cykel. Vi har alle vores måde til vores egen Camino. Men turisterne i bussen, de har hverken gået, cyklet eller reddet Caminoen. Jeg ved ikke om busturisterne griner lidt af tåberne til fods. I sidste ende tror jeg dog vi griner af dem, når vi tænker på hvor meget de går glip af. For de mest mindeværdige øjeblikke og storslåede omgivelser fra min første del af Caminoen, er ikke fremkommelig med bus. Én ting er i hvert fald helt sikkert. Folkene i bussen har ikke set Caminoen når de rejser hjem. Nuvel, dem om det. Jeg skynder mig videre – væk fra turisthelvedet.
Resten af dagen går strålende. Kort inden Puente la Reina, støder jeg på Jane og Phillipa. En dansk og britisk kvinde jeg mødte på alberguet aftenen inden. Vi slår følgeskab ind mod byen. Vi tager en pause i solen og nyder en kold øl. Den var tiltrængt, så vi tænker en mere må gøre endnu bedre. Louise, en anden dansk pige jeg mødte aftenen inden, slår sig til os under vores pause. Her er skønt, men vi har allerede besluttet os for, at fortsætte til næste by. På vej dertil bliver vi mødt af en hård stigning, vi ikke havde kalkuleret med. Den hiver alle kræfter ud af os. (Note til mig selv: kold øl hører til på Caminoen. Gerne hver dag. Men først når du har nået dagens destination!) Mit blodsukker falder igen meget hurtigt. Rysteture og kvalme! Jeg har dog lært lektien fra Pyrenæerne, så jeg har proviant i tasken. Vi når frem til Mañeru og det fineste albergue. Det er indrettet i en af de gamle middelalderlige bygninger, og har den hyggeligste have. Her handler vi ind til tapas i haven, som vi nyder, trætte og godt tilfredse med dagens vandring på 29km, under den spanske sol.
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
