“Min enestående historie”
Fra en ægte kvinde, der lever et ægte liv.
Jeg tror, at du vil have hørt min fortælling før – måske bare i andre forklædninger. Men for mig er det egentligt rart at fortælle den, og jeg vil spole tiden tilbage til d. 5 April i år, hvor min kæreste forlod mig på en måde, som førte mig akut tilbage til glemte barndomserindringer og en angst og en efterfølgende dyb, dyb tomhedsfølelse, der gjorde, at jeg var tvunget til at mærke mig selv. Jeg kunne ikke længere flygte.
De seneste 20 år – siden jeg som 15-årig forlod mit barndomshjem og gik til en sagsbehandler på kommunen og kategorisk nægtede at tage tilbage til et hjem præget af misbrug, vold, kaos, utryghed – havde jeg sagt til mig selv: Jeg er jo sådan et mælkebøttebarn, en mønsterbryder.
I virkeligheden var det mit ideal om at være en rigtig mønsterbryder, der ledte mig først gennem gymnasiet, siden til pædagogstudiet, efterfulgt af diplomuddannelsen og slutteligt til en kandidatuddannelse på universitetet, hvor 12-taller naturligvis kunne understøtte min selvforståelse af at være en rigtig mønsterbryder.
Der blev dog slået skår i mit ideal allerede år forud for denne skæbnesvangre aprildag i år – min krop havde i årevis forsøgt at fortælle mig, at den var gal. Foruden at passe mit job som pædagog, have to børn med autisme og ADHD, tage ‘kampe med det offentlige’ om skoletilbud og støtte, være frivillig på handicapområdet, tilbyde hjælp og støtte til andre forældre, der pludselig oplevede at skulle erkende, at deres barn var handicappet, så bar jeg også min daværende mand på hænder og fødder. I de 15 år, vi var sammen, havde han arbejde i 18 måneder, og de sidste 9 år sammen brugte han på at gå fra det ene studium til det andet. I desperation, da jeg ikke selv magtede flere overarbejdstimer til ham, fik jeg via mine kontakter fundet ham et fritidsjob, som han dog også mistede pga. fravær.
Dette var en perfekt coctail til, at jeg kunne opretholde mig selv i en position, hvor jeg var den altopofrende mønsterbryder – og bebrejde min daværende mand, at jeg jo gjorde alt, mens han derimod intet ansvar tog. Men jeg kunne ikke se, at min egen overansvarlighed udgjorde et mindst lige så stort problem, som hans ‘underansvarlighed’ gjorde. Jeg kunne ikke se, at min jagt efter uddannelsesbeviser, alt det jeg gjorde af ‘frivilligt arbejde’, ‘mine kampe med det offentlige’ om børnene, min påtagede støttepædagogfunktion i forhold til min daværende mand osv. faktisk var det, som gjorde, at jeg aldrig behøvede mærke min krop.
Så hvem kunne jeg bebrejde, da jeg begyndte at tage på og pludselig vejede 40-50 kg for meget?
Hvem kunne jeg bebrejde, da jeg begyndte at få angstanfald og var dybt stresset?
Jeg kunne naturligvis kun pege på min daværende partner.
I månederne der fulgte efter vores skilsmisse, reagerede jeg voldsomt – jeg bebrejdede ham alt, jeg var nærmest stalkeragtig, jeg var aggressiv, jeg var dybt såret over, at han havde fundet en anden “ny mig” til at hjælpe sig, hvilket naturligvis blev pakket ind i alle fine fagbegreber, som jeg kan omkring børn med særlige behov, trivsel, udvikling. Ja, den fik på alle tangenter.
Så mødte jeg en ny – og ret hurtigt fandt jeg mig selv i en rolle, hvor jeg krøb langs fodpanelerne, hvor jeg lyttede til denne mands snak om, hvor forfærdelig hans ekskone dog havde været.
De 10 måneder gik fra øjeblikkelig forelskelse i en mand, som jeg intet havde tilfælles med – til total kaos, og det er her, hvor jeg vender tilbage til udgangspunktet. Den 5. april i år brød jeg sammen. Først troede jeg, at det var af sorg over at miste denne mand i mit liv. I virkeligheden var det fordi, jeg havde mistet mig selv.. eller måske havde jeg i virkeligheden aldrig rigtig fundet mig selv.
De følgende uger ramte jeg det, som jeg tror, nogle kalder bunden
– drømme om, hvor bange jeg egentlig var som barn, kom til overfladen, når jeg sov. Min fars død – hvor han væltede om foran mig og døde, da jeg var 10 år, red mig som en mare om natten.
Jeg begyndte at sørge – for første gang i mit liv var jeg i sorg over min fars død, jeg var i sorg over min brudte barndom, jeg sørgede bare.. det var som om, at jeg var fuldstændig hul – en dyb tomhed, som jeg aldrig havde følt før.
Midt i dette kom der en erkendelse, at jeg faktisk måske slet ikke var en mønsterbryder, at jeg faktisk også havde haft et ansvar i mit ægteskab, at det jo ikke var helt tilfældigt, at jeg ved nærmere eftertanke altid fandt sammen med mænd, der havde brug for min hjælp…
I virkeligheden havde jeg brug for hjælp … og den har jeg fået både ved at søge en dygtig psykolog, der har sat mig i gang med at ‘praktisere’ yoga og lære mig EFT, jeg læser med på din blog og deltager ugentlig Al-Anon-møder. Tænk, jeg havde aldrig hørt om Al-Anon før … jeg havde aldrig hørt om co-alkoholisme, eller om udtrykket “kvinder, der elsker for meget”.
Selvfølgelig vidste jeg teoretisk en masse om omsorgssvigt og dannelse af identitet – men jeg havde aldrig holdt min viden op på mig selv – for enhver kunne jo se, at man altså ikke går igennem så mange uddannelser med så høje karakterer, så meget anerkendelse, hvis ikke det var fordi, at man faktisk var en mønsterbryder. På “mirakuløs vis” så har jeg i mange år formået at sige til mig selv, at alle de psykologiske teorier selvfølgelig var særdeles brugbare i mit job, men på en eller anden måde så stod jeg uden for at matche dem – og jeg ville da i hvert fald aldrig have forbundet et begreb som narcissisme eller narcisitiske træk med mig selv. Men det gør jeg nu.
For 2 uger siden sagde jeg for første gang ‘nej’ til en mand. Det var rigtig svært, og jeg blev overvældet af, hvor ked af det jeg blev efterfølgende. I virkeligheden sagde jeg nej til mit eget falske selv. Jeg sagde nej til at blive ved med at være den her kvinde, der påtager sig at skulle redde en mand for på den måde at kunne gentage de mønstre, som jeg tillærte mig i min barndom. I Al-Anon er der et slogan, der hedder “Giv slip og lad gud”, og for første gang kan jeg inde i mig selv mærke følelsen af at “give slip”. Jeg har stadig kraftig trang til at søge uden for mig selv – et klik på Scor osv. – men trangen bliver mindre. Jeg går stadig ind på Scor, men jeg svarer ikke længere på henvendelser. … en dag ad gangen 🙂
Kærlig hilsen Joan – 35 år
…
Gør som 1000-vis af kvinder
Få GRATIS inspiration til
at skabe en enestående hverdag HER
