Du bliver ved med at falde ned, fordi du kender det så godt.
Selv om det ikke er rart, så føles det på en eller anden måde alligevel trygt
– eller om ikke andet velkendt.
Lige der hvor det eneste, du kan, er at håbe og bede til, at noget bliver anderledes, bedre, sundere, kærligere.
Du kender dette sted så godt; trygt på sin helt egen utrygge måde – og åh så velkendt.
Denne dynamik holder dig fanget.
Denne dynamik gør, at du aldrig får det, du ønsker dig.
Denne dynamik gør, at du altid vil være lidt mere offer end stærk.
Præcis den dynamik gør, at du aldrig finder lyset.
Så hvorfor ikke lege med at bryde cirklen?
Det kræver mod at flytte sig fra sin trygge hule.
Den trygge dynamik, der holder dig fanget i det, du ikke vil være i
– men som du ikke er modig nok til at forlade.
Det er tryghedens paradoks, at vi bliver i det usunde, fordi det er så dejligt trygt.
Vi frygter det sunde, fordi det virker så fremmed, så utrygt.
Hvis du skulle være modig i dag, hvad skulle du så gøre?
Hvis du skulle gøre noget, der virkelig brød dit tryghedsparadoks, hvad skulle du så sige?
Hvis du bare i dag skulle stille dig oven på det, der trækker dig ned, hvad skulle du så beslutte dig for?
Bryd dette mystiske paradoks.
Det kan du først, når du forstår, hvordan det ser ud.
Du kan ikke ændre det, du ikke vedkender dig.
Så se nu på det – og gør bare lidt i dag for at søge opad sammen med mig.
Lad os sammen være den my modigere end i går, så vi kan skabe en fantastisk dag for os selv – og dem omkring os!
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
4 kommentarer på “Tryghedens paradoks .”
For få dage siden kunne jeg se at alle kandidater var inviteret til et møde. Jeg var bare ikke inviteret og jeg kunne se at der var et par andre kandidater, der heller ikke stod på listen.
Jeg fik den forklaring at de havde taget listen fra sidste valg.
Hvis jeg var inviteret på samme tidspunkt som de andre kandidater kunne jeg have indrettet min hjælp på en messe så jeg kunne have nået begge dele.
Men da jeg fik en mail med endnu en forklaring og en formulering der mest mindede om et svar på en tvungen invitation valgte jeg at fastholde mine tider på messen.
Om det var modigt eller dumt ved jeg først senere. Lige nu er jeg godt tilfreds med at have holdt min aftale med standens arrangører. Jeg får alligevel kun stemmer, hvis jeg selv er med.
Jeg bryder flere gamle vaner. For bare at nævne ét eksempel, så er jeg begyndt at synge i gospelkor. Og det skal ses i forhold til at jeg ikke synger rent, så vidt jeg ved, og at for bare et halvt år siden var jeg helt blokeret i at synge sammen med mine meget musikalske venner. Helt mundlam. Kunne ikke få et eneste ord frem.
Nu synger jeg med glæde, i et kor sammen med nogen der kan synge og andre lige som mig, der bare gør det
Vi bliver båret frem af dem der virkelig kan ramme tonerne, og hvis vi ikke gør, gemmer det sig i mængden.
Så jeg har været med til at give mit livs første kirkekoncert og stod endda i forreste række og blev set. Noget jeg heller ikke var så vild med før.
Stemmen bliver bedre og sangene lærer jeg udenad, og vi går alle glade hjem på en mandag aften
Så det handler også om at få dét ud af det, man selv gerne vil, og som giver én selv noget mere.
jeg ved præcis hvad du mener.. jeg har været gift med en ubehagelig mand i 16 år og er blevet i det fordi det er det man kender til og det er på en måde blevet trygt selvom det ikke er det.
Sjovt at læse dette opslag,…
For ca en måned siden besluttede jeg mig for at melde mig ud af familien. De gør mig ikke godt.
Jeg kunne mærke at jeg ikke kom videre i mit liv, jeg sad fast. Skulle jeg videre, måtte jeg bryde med de dysfunktionelle, som var med til at skade mig og min person, ved holdte min angst. Jeg har endelig sat mig selv fri. Det bedste jeg længe har gjort for mig selv. Vil kun mennesker som vil mig med hjertet.