Jeg har aldrig rigtigt forholdt mig til døden. Det var først, da min far gik bort, at døden blev virkelighed for mig. Pludselig stod jeg der – hvad der føltes som helt alene i verden. Det underlige var, at jeg havde set ham samme dag, som han mistede bevidstheden. Der var intet, der indikerede, at dette var sidste gang, jeg ville se ham. Dagen efter så verden totalt anderledes ud. Det er først nu her, 3 måneder efter, at det er blevet virkeligt inden i mig.
Lige da det var sket, stod jeg 2 timer efter hos bedemanden. Intetanende om, hvordan og hvad man gør. Skulle jeg arrangere en hel masse? Hvad med kiste, blomster, sange, hvem og hvordan? Det hele foregik i et fuldstændigt hektisk og surrealistisk tempo – uden tid til at føle, at jeg faktisk var ked af det.
Min mor var i chok og handlingslammet – så den hang på mig. Jeg var pludselig den voksne, der skulle bevare roen og overblikket. Det var som om, jeg per automatik trådte ind i en ”handlingsmode” og sked lidt på, at jeg også skulle forholde mig til min egen sindstilstand.
Da min far senere på dagen blev sunget ud, gik jeg efterfølgende ind i hans lejlighed. Satte mig i hans stol, lyttede til stilheden, så på det sidste, han havde set. Fornemmede den fred, der på mærkeligste vis havde indfundet sig i rummet. Jeg tænkte “Det passer ikke”, “Han kommer gående rundt om hjørnet lige om lidt”. Uanset hvor meget jeg ønskede det – skete det ikke.
Det var dér, alt faldt på plads, og så kom det – jeg brød fuldstændig sammen. Det var mange år siden, jeg havde grædt, men jeg gjorde det lige der. Det føltes rart og ubehageligt, som en forløsning og en afsked på en og samme tid. Det hele virkede ikke virkeligt, mere som en tåge af distance til min egen frygt for at være blevet endegyldigt forladt.
Sorgen og savnet føltes unaturligt på en måde, som er svær at sætte ord på. Det føltes som et kæmpe svigt. Uanset hvor gammel man er, så tror jeg ikke helt, man bliver klar til det sidste farvel, når et andet menneske ubarmhjertigt og uden forvarsel bliver taget fra en. Det kan bedst beskrives som om, at man går rundt med en kniv i hjertet og med en kæmpe dyne spændt rundt om hovedet – man kan slet ikke trække vejret og navigere i sine følelser og tanker.
Man er bare til, kroppen er overtræt, hovedet sørgmodigt, hjertet ufuldstændigt og tomt for kærlighed. Man græder uventet, tanker og følelser flyver rundt. Midt i alt kaosset er det som om, at alting står stille. ”Hvorfor forlod du mig? – vi havde så mange samtaler, vi ikke fik afsluttet”. Det blev den konstante og distraherende tanke, der bare hamrede løs.
Jeg savner stadig min far. Egentlig underligt, for i mange år havde vi ikke et særligt tæt forhold. Jeg var jo blevet voksen og gjorde alle de voksenting, man nu skulle, fik kæreste, uddannelse, huslån osv. Ja, livet styrtede bare derudaf, og vi havde hver vores at se til. Tror i virkeligheden, vi nød friheden hver for sig i en introvert stilhed, der egentlig fyldte os med energi. Måske derfor kunne vi ikke altid lige godt sammen.
Min far var ofte mere optaget af, hvad der foregik i verden udenfor end lige foran ham. Alligevel så formåede han, selv om han kunne være dybt urimelig, på sin egen charmerende, lidt kejtede måde at bjergtage alle på sin vej med sit intellekt. Det så jeg meget sent i mit liv, og det var først, da han blev pensionist, at vi fandt hinanden igen.
Jeg tror egentlig ikke, min far var specielt bange for at dø. Jeg ved, at hans største og kærligste bekymring var at skulle efterlade min mor alene, og nok også mig. Jeg tænker tit på, hvor taknemmelig jeg er for, at vi fik talt om de vigtige ting til sidst. Talt om alle livets store og små spørgsmål. Talt om, om jeg egentlig var blevet den voksne mand, han havde drømt om, at jeg ville blive. Han svarede til min store overraskelse “Jeg er stolt af dig hver eneste dag – det har jeg ikke sagt nok, men det er jeg”.
Døden er underlig og alligevel lige så naturlig som at blive født. Jeg kan ikke lade være med at tænke på: ”Hvad sker der egentlig?”Ja, det kan jeg naturligvis ikke finde svar på. Måske sker der intet – måske en hel masse? Et er sikkert, det er som om, jeg ser min far for mig mere tydeligt for mig end før. Hører hans stemme mere tydeligt inde i hovedet end før.
Måske taler han til mig og viser mig, hvilken vej jeg også kan vælge. Måske siger han “Ja, du kan godt – du er god nok”. Jeg tænker, at han er her hos mig og inden i mig på sin egen måde – det føles i hvert fald sådan. Det er præcis dét, der for mig er smukt ved døden, når den kommer tæt på.
Niels
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
