”En mand kan man altid skifte ud – mine børn vil altid være der”. . .
Jeg havde engang en kæreste, der i ramme alvor fyrede den sætning af.
Underligt nok så fandt jeg, mig i det.
Fandt mig i at blive degraderet med en enkelt uværdig og sårende bemærkning, der fuldstændig eliminerede forholdets betydning, og gjorde mig til en ligegyldighed.
Omdrejningspunktet er ikke ordenes betydning, eller den kontekst de blev sagt i.
Jeg har helt sikkert været en kæmpe idiot, da disse ord faldt.
Pointen er, at ord (også for en mand) kan være brutale og gøre utrolig ondt.
Inden vi går videre, så lad mig lige slå 100% fast.
NEJ! par skal ikke blive sammen for enhver pris.
Børn er skønne, og NEJ! Jeg er bestemt ikke verdensmester i at være kæreste – Jeg er fuld af fejl!
Vi kan…
Date, være forelsket i hinanden, leve sammen, endda elske hinanden.
Pludselig bliver vi opmærksom på en side hos den anden, eller høre noget vi ikke kan med.
På ét øjeblik (i alle parforholdets faser) kan vi lukke alt ned.
Helt paradoksalt vælger vi ofte den løsning, frem for at passe på hinanden. I ærlige venskaber gør vi jo ikke sådan. Her er der netop plads til fejl, accept og tilgivelse.
I den tid vi lever i…
Skal der så utrolig lidt til at plante usikkerhed i parforholdet.
Det kan nærmest virke som en bombe, der ikke kan demonteres.
Helt unuanceret kunne formlen se sådan her ud:
Usikkerhed skabes. Usikkerhed skaber frygt. Frygt skaber usunde handlinger. Drama og misforståelse opstår. Videre til VM i mudderkastning. Manden bliver frustreret og kvinden føler sig såret. Herefter trækker de sig væk fra hinanden, og ender som X´er i hinandens liv.
Men!
Var der en eneste, der træk vejret og kiggede ind ad.
Sædvanligvis nej – vi ender med, at bebrejde hinanden for alt det, der ikke gik.
Som regel bliver det tydeligt, når kærestesorgen rammer og tankerne opstår, ”hvis bare jeg havde gjort det anderledes, sagt det anderledes, lyttet mere, været mere opmærksom”.
Problemet er, at det ret hurtigt bliver overdøvet af alt det, den anden gjorde, ikke anerkendte, sagde eller ikke var.
Et gammelt ordsprog siger: “At når du peger fingre af en anden, er der altid 3 fingere, der peger tilbage på dig selv”. Det er bare ikke skide sjovt, at skulle indrømme at vi har taget fejl.
Som mand trykker det direkte ind på stolthed og integritet.
Jeg kan indimellem være i tvivl, om jeg overhovedet egner mig til et parforhold.
Længslen efter ”det perfekte kærestematch” er der skudt, en hvid pil efter et par gange.
En faktor er klart at den membran, der så fint holder bullshit ude, bliver mere tyndslidt jo ældre vi bliver.
Jeg er fuldt ud bevist om, at der er en anden side af sagen.
For en måneds tid siden afleverede jeg en buket blomster til et par, der fejrede deres guldbryllupsdag.
Mens de pudslede med at gøre kaffen klar, var det tydeligt at han var glad for hende – og hun ham.
Et blik med øjet og et kærligt strøg på armen, vidnede herom.
Da vi fik sat os, kunne jeg ikke dy mig for at spørge:
”Hvordan har I holdt sammen så mange år”?
Svaret var på en måde ret simpelt.
“Vi har altid vidst hvor vi havde hinanden, også når bølgerne har gået højt.”
”Vi har aldrig lagt bånd på hinanden – men heller aldrig kastet på bordet, at vi ville forlade hinanden.”
“Vi har altid kæret om hinandens frihed med plads til dig, mig og os. Vi har samlet på gode dag og tilgivet de dårlige”.
Kald mig bare for kærlighedstosse…
Dog synes jeg godt at kunne lære noget her.
Grundlæggende så bestemmer modtageren altid budskabet.
Konfliktoptrappende sætninger som eksempelvis ”Det kan du jo sige” eller ”Det er jo din følelse”.
Underforstået ”Jeg er ret ligeglad med hvad du siger og føler”, kan næsten ikke misforstås.
Nu er det jo bare sådan, at en følelse af utryghed godt kan udløses af noget en anden siger til dig.
Så hvorfor ikke tænke sig om, inden det er for sent?
Ville du gøre/sige det samme overfor din bedste ven/veninde?
Jeg føler at vi lever i en overfladisk tid…
Hvor anderkendelse udefra tæller højt. Jeg tænker det gør, at både mænd og kvinder har enormt svært ved at kigge ind ad, mærke efter og mærke sig selv.
Glansbilledet udadtil er jo intakt, så hvorfor skulle man.
At være single er også en slags statussymbol.
Det er bare som om, at det er enormt svært at gøre det letteste i verden.
Nemlig at behandle andre som vi selv vil behandles.
Kig bare på datingkulturen. Intet svar, er også et svar (det er stadigvæk dårlig stil at ”ghoste”).
Ord uden handling er i princippet totalt ligegyldigt når grundvilkåret er, at vi kan skifte hinanden ud som det passer os.
En del vælger singlelivet, eller lever i konstruktioner hvor der altid er en bagdør åben.
At vælge en anden fra, lukke ned, komme hurtigt videre og ikke forholde sig til noget – er ikke længere kun forbeholdt manden.
Jeg kan se, at kvinder i større stil gør det samme.
Det er sgu egentlig lidt sørgeligt. Ikke at I gør det, det kan jeg sagtens forstå. Men at det er blevet sådan!
Er det så et resultat af..
At kvinder og mænd ligner hinanden mere og mere?
Er det fordi kvinden har tillært sig det maskuline handlingsmønster, og er blevet mere alfahun?
Er det fordi, at den morderne kvinde, ikke behøver manden til at forsørge sig?
Er det fordi at mænd ikke kan ikke klare, når kvinder er klogere end dem selv?
Er det fordi at når man har succes i livet, kan man glemme kærligheden – eller vælge den fra bevidst, og udelukkende fokusere på sig selv?
Er det fordi vi er usikre på, om vi er gode nok?
Er det fordi vi ikke længere taler pænt til hinanden?
Er det fordi vi gensidigt ikke accepterer, at konflikter er helt i orden?
Kunne det være fordi, at det er nemmere at ”forlade” end at blive ”forladt”. . .
Iflg. Danmarks Statistik var der i 2018, 46,51% skilsmisser blandt registrerede par (det tal har for øvrigt ligget ret stabilt siden 1988).
Så den er god nok, ca. halvdelen af os vælger hinanden fra – og har gjort det længe.
Derfor 3 spørgsmål til jer kvinder:
- Har vi mænd udspillet vores rolle – længdes den moderne kvinde egentlig efter en mand, der ser og vil jer som kvinde?
- Er der overhovedet plads og tid til, at vi kan rumme hinanden og tale om tingene – hvordan vil I gerne have at diskussioner løses?
- Hvad skal der til for, at vi kan lykkedes – hvad er det vi kan sammen?
Deltag i debatten ved at skrive en kommentar forneden.
De kærligste hilsner fra
Niels
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
3 kommentarer på “Minus 46,51% i kærlighed”
Kæreste Niels
Hvor er det fint set. Der er så meget rigtigt i det du skriver. Vi mennesker er kommet længere og længere væk fra hinanden.
Vi er ikke gode til, at passe på hinanden og det vi har. Måske fordi vi ikke er så gode til at passe på os selv ?
Jeg ved ikke om du er single?
Hvis du er, så forstår jeg det virkelig ikke? Du er reflekterende, følsom og tilmed en ret så lækker mand 😉
Hvis du har lyst, så vil jeg meget gerne møde dig ? Hvis ikke, skal du vide at det glæder det mig, at du tror på kærligheden.
Det er bestemt brug flere “kærlighedstosser” i den verden vi lever i.
KH Rikke
Jeg har lige trukket mig fra et forholdsvis nyt forhold til en mand. Der var mange grunde, men den primære årsag var at han ikke kunne lytte. Han havde en uvane med konstant at afbryde og dreje enhver samtale over på ham selv. Det er svært at have et ligeværdigt forhold og løse problemerne i fællesskab, hvis den ene part ikke er i stand til at lytte, kun tale. Så er der jo kun plads til én i forholdet…
Kære Niels
Jeg forlod mine børns far efter mange år med konflikter.
Jeg fandt hurtigt en kæreste og blev drønende forelsket. Jeg var bevidst om at elske, trods sider af ham, som jeg vidste var udfordrende. Da vi efter 4 år flyttede sammen, blev vores liv fyldt op af død i familien og sygdom hos mig lige dagen efter- faktisk. Hans udfordringer blev tydelige. Det gjorde mine også; lige netop det, at jeg blev så bange for om jeg egentlig var velkommen i hans hjem. Det blev en selvforstærkende proces i nedadgående retning.
4 måneder efter at jeg havde satset alt for kærligheden, inkl at flytte børn til en anden by, da gav han op. Vi skulle flytte. Alt hvad vi havde lovet hinanden om at vi kunne komme gennem kriser, og man kan da gå i parterapi, det var ikke længere gældende.
Så nu er jeg en af de kvinder, som er blevet meget kritisk. Jeg tror grundlæggende på, at vi skal elske hinandens for- og bagsider. Men det ved jeg ikke, om jeg tør tro på længere?! Så hvis jeg hurtigt mærker en personlighed, som jeg ikke tror er i balance, så ryger han hurtigt ud.
Jeg må jo bare vente og se hvad tiden bringer. Jeg forsøger at komme i balance med mig selv, og så må vi se om kærligheden også en dag viser sig i balance og med overskud til at klare livets op og nedture.
Kh