Jeg er 53 år. Jeg har i mit liv oplevet flere kriser.
Nogle kan vendes til udfordringer, og i det ligger der masser af personlig udvikling.
Så er der de kriser, der vælter hele ens eksistens.
For i det forløb er det meget sværere at få tingene vendt til læring og visdom – fordi det kræver hårdt arbejde i lang tid at få hverdagen til at fungere igen.
Jeg har lært, at skal man forstå andre menneskers kriser, skal man selv have gået vejen. Så forstår man det med hele sit hjerte.
At man ikke skal tage livet for givet.
Og en vigtig ting: jeg skal ikke forstå alt, jeg skal acceptere det, jeg ikke ved, for så giver jeg plads til livet.
Jeg har lært, hvordan sundhedssystemet fungerer. Jeg er ikke bange for at stå midt i andres folks kriser og komme tæt på andres følelser.
Og jeg har lært, at jeg ikke skal tage hånd om alle de mennesker, jeg møder på min vej, hvor jeg kan mærke, at de har noget, der tynger dem.
Jeg må huske at mærke mig selv og drage omsorg for mig selv.
Den læring har jeg fået ved at kigge tilbage på et sygdomsforløb.
Min datter havde anoreksi i svær grad. Det skal lige siges, at jeg boede alene med min datter.
Hendes sygdom var under udvikling i 2 år, inden jeg fandt en fagperson, der kunne gennemskue hende. Så fik hun sin diagnose.
Så gik det hurtigt ned ad bakke. Og da hendes vægt var så langt nede, at hun var i risiko for hjertestop, så blev mit liv sat på pause med orlov fra job.
Skulle følge min datter overalt, da hun skulle være under konstant opsyn. 4 uger efter blev hun indlagt. Og ved den type patienter bliver der lavet en kontrakt på 5 trin.
Så jeg havde hele tiden truslen med, at hun ville blive udskrevet, hvis hun ikke spiste. Vores liv var styret af måltider og klokkeslæt. Og madplaner.
Jeg vidste, at når tiden kom, hvor hun skulle udskrives, så ville hun starte forfra med at få vægten ned.
Hun ønskede at få hjertestop.
Så jeg tog livets sværeste beslutning om, at hun skulle ud i privatbehandling.
Så det blev til 5 måneder på psykisk afdeling for børn-og unge og 5 år på privat bosted.
Nu er hun i gang med at kæmpe sig tilbage til samfundet. Hun siger selv, at uden det private bosted, så havde hun ikke levet i dag.
Min viden kan jeg bruge privat og på mit arbejde. Jeg arbejder på et plejecenter, hvor jeg har nogle aflastningsbeboere.
De borgere, der er der, kommer af forskellige årsager og i forskellige aldre. Min viden gør, at jeg har dybde, og jeg har nemt ved at opbygge et tillidsforhold til den enkelte og deres pårørende. Den dybde, jeg mærker ved mit arbejde og privat, ville jeg ikke være foruden. Jeg mærker kærligheden bobler inden i mig. Jeg ved, at jeg gør en forskel. 💖💖 💖
Idag, da jeg handlede i Bilka, sagde jeg ja til de Smølfekort, man kan få, når man har handlet.
Jeg ved, jeg ikke har brug for dem, da jeg har store børn .
Men på vej ud glædede jeg en lille pige med Smølfekortene. Så lidt skal der til for at gøre en forskel.
Sådan en dejlig fornemmelse.
Hilsen Ulla 53 år
Denne livslektie er skrevet af en ægte kvinde med et ægte liv.
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
