Jeg var så træt.
Evig træt.
Men bildte mig selv og andre ind, at mit liv var pissefedt.
Sådan rigtig overskuds“I’ve got this shit”-agtig.
Når jeg så var rigtig smadret. Sådan rigtig træt. Så træt, at jeg ikke kunne opretholde min facade mere – så kom selvmedlidenheden. Stormende.
Hvor var det synd for mig…
Det var synd for mig, at min uddannelse var så hård. Det var synd for mig, at mine unger var nogle røvhuller, som ikke lige lagde mærke til, at deres mor faktisk var TRÆT og derfor selv lavede den forbandede rugbrødsmad. Det var synd for mig, at min kæreste syntes, HAN havde det hårdt, når han kom hjem fra arbejde og derfor ikke så, hvor hård MIN DAG FAKTISK var, men behøvede MIN medynk, når han kom hjem!!
Selv hunden krævede en tur hver dag! Det var synd for mig, at min familie betragtede mig som et levende service organ og alligevel bare konstant var utaknemmelige.
Det var synd for mig, at ingen så MIG. Så hvor træt og udmattet, jeg var. At ingen kom og sagde “ Ej, det er synd for dig med den hektiske dag. du har. Du er sådan en god mor og sådan en fantastisk kæreste. Tag da lige en afslapper på sofaen, og lad op med en god film.” Det skete aldrig.
Jeg kunne ødelægge den ene dag efter den anden, mens jeg kørte mig længere og længere ned med min “synd-for-mig-hed” – og intet hjalp det. Jeg overvejede at droppe min uddannelse. Få et job i Netto. At skifte min familie ud med nogle, som rent faktisk værdsatte mig! At sælge lortehunden, som også krævede en gåtur hver dag. Fattede ikke, hvorfor DE ikke fattede det. De måtte da have SET, hvor træt jeg var. Jeg sørgede jo for at vise dem det med mit tydelige kropssprog – understøttet af mine næsten ufremkommelige søvnige gloser og tvære væsen.
Negativt – negativt – negativt.
Da jeg havde kørt mig selv ned i den emotionelle negativitets dynd og kun fik det værre og værre, skete der noget. Jeg så mig selv på bunden af en brønd. Helt mørkt og så op mod lyset.
Pludselig gik det op for mig. Lyset i bogstaveligste forstand.

Skulle jeg op af den brønd – op mod lyset – var jeg nødt til at bede nogen om at få en stige.
Jeg blev nødt til at bede om hjælp.
Det var faktisk MIG.
Mig selv!
Den eneste, jeg kunne give skylden til.
JEG havde selv gravet min brønd.
Mit dybe hul.
Og så var det pludselig ikke så synd for mig mere.
Måske ville mine unger have forståelse for, deres mor var træt, hvis jeg fortalte dem det. Bad om deres hjælp. Måske var min kæreste mere hjælpsom og havde forståelse for min dag – hvis jeg indviede ham. Måske kunne lortehunden også undvære en tur engang imellem og stadig overleve. Måske var min uddannelse ikke så hård, hvis jeg valgte at se lyst på det. Være taknemmelig for den mulighed, jeg har, som så mange andre ikke har.
Vi vælger selv.
Vælger hvor mange spadestik, vi ønsker at grave.
Vælger, om vi lukker hullet i stedet og bliver i lyset.
Vælger, hvad vi bruger vores tanker på.
Lyse eller mørke.
Taknemmelighed eller bebrejdelse.
Intet vokser i mørket.
Ting dør.
Udtørrer.
Går i stykker.
Vælg i dag at komme op af brønden.
Du er den vigtigste person i dit liv – den eneste, der kan.
Vælg lyset.
Tag ansvar.
Louise
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her



