”Godt det ikke er mig”, har jeg hørt en veninde sige til mig engang. Det føltes ret ubehageligt, da hun sagde det højt og ærligt. Det var ikke den trøst, jeg havde håbet på, men i dag er det en motivation til ikke at stille mig der igen.
Du har måske tænkt denne her sætning om andre flere gange, og jeg har også selv gjort det. Der er intet i vejen med at vise medlidenhed over for mennesker, der har det svært. Men når vi giver dem vores medlidenhed, stiller vi dem ikke et særligt højt sted.
Det samme gælder for dig, for når du bliver selvmedlidende og gør dig til offer for andres handlinger eller mangel på samme, så stiller folk dig et lavt sted.
Jeg vil bede dig om at lade være med at stille dig som hende, der står på offertaburetten og skriger på opmærksomhed, kærlighed, hjælp og medlidenhed.
Folk vil gerne lytte til din historie et par gange, men de gider ikke at blive ved med at høre på en, der har det skidt.
Så stop det, bare stop det.
Jeg vil have dig til at slette hver en offercelle fra din krop, som var det kræft. For det er så selvdestruktivt og slår din energi ihjel.
Offerfortællingen gør dig ulykkelig, hver gang du fortæller den. Den efterlader intet andet end historien, og du bliver identificeret med hende, der er blevet svigtet.
Eller jo, den giver dig faktisk også en anden ting: samhørighed med dem, som har det lige så dårligt som dig.
I offerpositionen bebrejder du andre for, at du ikke er der, hvor du gerne vil være.
Du tager ikke ansvar for dit eget liv.
Jeg ved godt, jeg er hård, men det er for dit eget bedste. Det kan godt være, at min sandhed gør ondt at høre lige nu, men den gør godt over tid. Du får ikke nogen medlidende klap på ryggen af mig, for du skal op af taburetten og gøre noget ved det. Der sker ikke noget, hvis du ikke handler.
Ingen kan redde dig
Du kan ikke forvente, at der kommer nogen og redder dig.
Hver gang du stiller dig et forventningsfuldt sted, hver gang du håber, at nogen ser dig, hjælper dig, giver dig noget,
hver gang du laver usynlige kontrakter med andre mennesker om, hvad de skal gøre for dig for, at du får en god dag, og de så ikke gør det,
giver du dig selv lov til at blive skuffet.
Fordi du ikke opfylder dine egne behov, og fordi du gør dig afhængig,
afhængig af at opbygge dit selvværd gennem andre.
Du begynder at bebrejde dem og fortæller dig selv, at du er den rigtige, og at de er forkert på den.
Men andres ’fejl’ gør dig ikke rigtig.
Du glemmer at se nuancerne, glemmer at stille dig nysgerrigt i forhold til dem og deres virkelighed.
Lad være med at stille forventninger til, at andre skal opfylde dine behov.
Du kan være heldig, at andre ser dig og opfylder dine behov.
Men vi kan ikke regne med held, du kan regne med dig.
Det er ikke engang sikkert, at vedkommende har lovet at opfylde dine forventninger.
For sagen er bare, at alle de andre også har travlt med at skabe gode dage for dem selv.
Og vi kan ikke bebrejde dem det, for de er deres allervigtigste projekt.
Du er dit allervigtigste projekt.
Du skal fylde din egen kop op, for når du gør det, kommer der overskud.
Når du er i overskud, kan du være mere nærværende, og når du er nærværende, så kan du ægte være noget for dem omkring dig.
Det er dejligt at få andres anerkendelse, men bare vid, at hver gang du får noget udefra, et kompliment, nogen, der hjælper dig eller gør noget for dig, så er det en bonus.
Ligesom en kæreste er en bonus i dit liv.
Ikke en nødvendighed.
Du står stærkt selv, så vær enestående.
Det er ikke, fordi du aldrig nogensinde må læne dig op af andre, men det er vigtigt, at du har en dyb tillid til, at du godt kan selv.
Stil dig stærkt og uafhængigt.
Vis dig selv værdighed og selvrespekt.
Vær hende, der stiller sig oven på konflikterne og er større end det, der er svært.
Hende, der har det godt på trods af, og ikke på grund af.
Vær optaget af dit eget liv.
Vær passioneret.
Vær hende med lys i øjnene.
Gå ud og stræk fingrespidserne efter lyset.
Vær hende, du tror, du ikke kan blive.
Sug juicen ud af det her liv.
Kom så, jeg tror på dig.
Kærlig hilsen Paloma Alves

P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her



