Af Emilia van Hauen, kultursociolog
”Det er en joke! ……ikke?”
Det sidste ord kommer meget forsigtigt, mens hans blik trækker sig sammen bag en lurende lukkethed af sorg og angst.
Åh, det øjeblik, hvor min yngste søn kigger på mig og næsten samtidig ned i bordet, så han bliver skånet for at skulle se svaret i øjnene, tror jeg aldrig vil blive glemt.
Ej heller gemt væk et tilgivende blødt sted i erindringen, pakket ind i forståelse og tid.
For når jeg tænker på det nu, flere år efter, er smerten ved at smerte ham ikke blevet mindre.
Tværtimod.
Og vi sad rundt om spisebordet, hele familien, om det bord hvor vi så mange gange havde delt tanker, oplevelser, mad, skænderier, glæde, grin og gæster.
Og nu var bordet kun dækket med ingenting og alle tre drenge sad som forstenede, da vi måtte bekræfte, at det var sådan det var.
At de nu ville skifte civilstand fra at være børn i en kernefamilie til at blive skilsmissebørn.
Jo, jo, jo, hvor gør det afsindigt ondt at blive skilt! Og de der tror, at det er da bare er noget ”folk” gør alt for letsindigt, aner ikke hvad de taler om. Ingen gør det her letsindigt.
For det går altid udover nogen. Og det er der ingen, som elsker andre, der ønsker at udsætte nogen for.
Men
med tiden er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at den smerte, som både børn og voksne gennemgår, er langt større, end den behøver at være.
Problemet er nemlig, at vi stadig dyrker en samfundskultur med et klart statushierarki når det gælder familiekonstellationer, og hvor det uden tvivl er kernefamilien i uskilte hjem, der har den højeste rang.
Og på den måde bliver skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle.
Og det øger jo bare situationens frustration. For de voksne, men endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem.
De mærker bare, at noget (de) er forkerte.
Før jeg selv blev skilt, vidste jeg, at det ikke var sådan.
Næh, for sådan så jeg aldrig selv på fraskilte!
Men meget er jo anderledes, når man selv erfarer en særlig situation, og derfor ved jeg nu, at denne besynderlige gammeldags diskrimination findes.
Hvilket er super underligt, for vi taler altså om over 40 procent af den gifte befolkning, der derfor hverken er en statistisk minoritet eller en lille eksotisk subkultur, som man kan sparke til hjørne som uvæsentlig.
Det giver sig udslag på de mærkeligste måder.
Fx når jeg i diverse formularer skal afkrydse min civilstand, hvor jeg oftest kan vælge mellem: Enlig. Gift. Fraskilt.
Altså skal jeg helt paradoksalt krydse en ikke-status af. Jeg defineres dermed efter noget, jeg engang var, men ikke er længere, og alligevel er den stadig det mest betydende ved mig. Hvad gør det mig så til: En negation? En negativ eksistens?
Mange tv-programmer og artikelserier der handler om skilsmisse fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger der er ved en skilsmisse, men glemmer at det i mange tilfælde også medfører en masse positivt.
Fx er det et evigt tilbagevendende mysterium for mange skilsmisseforældre, at de nu har mere tid og nærvær med ungerne, end da de før var to voksne om det samme.
Og mange børn – men naturligvis ikke alle! – oplever også en masse fordele ved at have to hjem og to familier. Men hver gang man siger det højt, ser man tvivl i blikket på det andre, og man fornemmer at de tænker: Ha – ønsketænkning, så du får mindre dårlig samvittighed!
Det er altså ikke ok, at tænke positivt om en skilsmisse, hvis man vil bevare sig egen troværdighed, og det er simpelthen så arrogant en måde at betragte en stor del af befolkningen på!
Som samfund skal vi til at opgive den udelukkende negative og stereotype måde at opfatte en sociale livsform på, som over en tredjedel af børnene vokser op i.
Selvom skilsmisser i flere tilfælde medfører problemer, betyder det ikke, at den løsning altid er det dårligste valg.
Eller at ægteskabet er det bedste.
Det er denne nuancerede og nysgerrige tilgang til en betydelig social livssituation, som jeg efterlyser at vi som samfund skal få.
Til fordel for alle parter.
Også samfundet!
Denne klumme har tidligere været bragt i Femina.
Emilia van Hauen er bla. kultursociolog og en af landets mest citerede sociologer, når det gælder den aktuelle tidsånd og moderne menneskers livsvilkår.
Hun skriver fast for JyllandsPosten, Femina (har vundet Feminas pris: Årets Læserfavorit 2014), Børsen og er forfatter til seks bøger, heraf bla. bestselleren Ladycool. Dit køn er en styrke – brug det! som du kan komme på workshop over den 19. august.
Du kan melde dig til her
Vil du læse mere af Emilia, kan du finde hendes site her
Du kan skrive sig op til mit nyhedsbrev via mit site.
Og få en e-bog med 7 artikler og pointers om generationerne Y&Z.
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
