Jeg har lagt mærke til, at jeg kan påvirke mine følelser ved at påvirke mine sanser.
Det er jo dine tanker, der styrer dine følelser, og dine følelser bliver dit liv, så hvorfor ikke bevidst påvirke dine tanker via dine sanser.
Du gør det alligevel – bare ubevidst.
Kender du fx. det med, at du nogen gange slet ikke kan have en lys farve tøj på – eller at du slet ikke kan lade være?
Og at du engang imellem oplever at blive rørt af en bestemt sang eller en duft – fordi den vækker minder?
Det skyldes, at alle sanser påvirker vores humør – og omvendt. Så når du er i dårligt humør, vælger du oftest at tage tøj i mørke farver på, ligesom du ind imellem bander over, at du stort set kun har sort tøj hængende, når du nu lige har et stort ønske om noget andet – fordi du bobler af glæde indeni.
Men jeg vil anbefale dig at ændre på det, du plejer og i stedet bruge denne viden bevidst.
Du kan bruge dine sanser til at påvirke dit humør, når du har behov for det.
Sæt så vidt muligt flere af dine sanser i spil, for de har alle indflydelse. Det gælder altså for både din høre-, syns-, føle-, lugte- og smagssans, at du ved at anvende dem bevidst kan få dem til at påvirke dit eget (og også andres) humør.
Så her er et par ideer til, hvad du kan gøre, hvis du føler dig lidt nedtrykt, skuffet eller vred og gerne vil komme i bedre humør:
Tag tøj på i lyse eller stærke farver.
Hør høj musik, der fremkalder danselyst – og dans og syng.
Sæt musik på, der vækker minder om gode tider og skriv eller tegn så et af de dejlige minder, der vækkes.
Tænd duftlys eller -pinde omkring i dit hjem. Hav forskellige på lager, så du kan tænde den duft, der passer til den stemning, du ønsker.
Gå i gang med at bage et skønt brød – og brug ikke køkkenmaskine til dejen. Selve det at ælte dejen godt igennem fremkalder ro og tilfredsstillelse, og efterfølgende gør den dejlige duft af nybagt brød dig godt.
Lav en farvestrålende, skøn salat. Giv dig tid til virkeligt at nyde den – både de smukke farver og den gode smag.
Tag et langt varmt brusebad, og forkæl dig selv med velduftende cremer bagefter.
Gå eller løb en lang tur i skoven eller ved stranden. Vær fokuseret på duftene og lydene i naturen, og fornem vejret blæse din bekymring, tristhed eller vrede bort.
Stil dig foran spejlet og smil! Bare smil, uanset hvor falsk det føles først. Smil smitter, og du kan slet ikke undgå at komme til at smile rigtigt, når du står foran spejlet med et stort smil – om ikke andet fordi det måske først ser en lille smule skørt ud.
Det er op til dig selv at bestemme, hvordan din dag sanse-opleves – og du kan gøre noget aktivt for at vække glæden over den.
Jeg øver mig dagligt.
Påvirker mig opad.
Prøv.
Dine følelser styrer alt, styr dem – via dine sanser.


P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her




Én kommentar på “Dine følelser styrer alt. Lær at styre dem – via dine sanser!”
Jeg har i længere tid prøvet at gøre op med min fortid på en måde jeg undgår at tanker og følelser får mig ned på et niveau, hvor jeg ikke føler, jeg hører hjemme.
Her har musik været en stor hjælp. Og i dag er over 90 procent af den musik jeg lytter til, musik som jeg er begyndt at lytte til inden for de seneste to år.
Jeg lytter af og til musik, jeg hørte som ung eller bare for nogle få år siden, men så er det som regel for at finde ud af hvilke tanker og drømme, jeg havde dengang.
I ungdomsklubben var “lay back in the arms of some one” med Smokie. Og selv om jeg hae fået andre favoritter er det stadigt en god sang.