At slå op med kæresten er mere end blot tabet af et forhold. Det er også en sorg over en tabt fremtid.
Ham du aldrig fik – alligevel.
Det bryllup, du aldrig kommer til at planlægge, de børn, du aldrig fik med ham. Du skal altså finde en ny og begynde helt forfra.
Det er tomheden, der kommer fra at forberede ét måltid i stedet for to.
Suget i maven, og den manglende lyst til at spise
Der er stilhed på din telefon, ingen ubesvarede opkald eller sms’er. Du kontrollerer konstant, og bliver derfor afvist indirekte konstant. Kroppens reaktion på denne afvisningtager over.
Det at håbe, mens alle andre taler logik
Du håber altid en lille smule på, at han kontakter dig, så du kan være overbevist om, at du enten er helt færdig med ham eller det stik modsatte.
Alle siger, lad ham være, mens det eneste du tænker på er: “hvordan får jeg kontakt”
Alene følelsen i sengen, hvor I før var to
Det rum, du før følte, var ret trængt, er nærmest alt for stort, så du putter dig i puder og tæpper for at føle en form for berøring.
Det er tabet af en familie, og forestillingen om, at du skal være alene resten af dit liv, kan få mange til at blive desperate.
Det at være så ulykkelig, at alting lige nu miste sin værdi
Det er de magiske øjeblikke, du er i stand til at huske.
Følelsesmæssigt gør det vanvittigt ondt og minder dig om kærligheden og spændingen over den ukendte fremtid, du og han skulle skabe.
Tanken om, at det gør han nu, med en anden end dig.
Det at hade ham og samtidig savne ham inderligt
Ingen forelsker sig med tanken om, hvordan det kan ende, men inderst inde ved du jo godt at det kan gå galt – selvom du ikke kan og ikke skal forberede dig på det.
Så hvorfor elske, når kærligheden er fyldt med risici.
Det at elske er jo at være sårbar og derfor let at såre.
Hvis du er villig til at elske et andet menneske, så skal du også være villig til at gå igennem en evt. sorg, så enkelt er det.
Men selvom kærestesorgen er så ubærlig, så er faktisk ikke det værste.
Det værste er, hvis du ikke er i stand til at elske.
Hvis angsten for at elske bliver større end angsten for sorgen.
Selvfølgelig gør det ondt, når det har gjort så godt
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
5 kommentarer på “Den rædselsfulde side af kærestesorgen .”
Du er så god til at sætte ord på det man bare ikke kan forklare. Og man ved man skal være rationel og fornuftig. Og det er bare det eneste man ikke kan være midt i alt det. Tak fordi du forstår uden at kende ens historie. Kh Marianne
En skilsmisse er den næstbedste måde at lære sig selv at kende på. Og det at det gik galt er også en anledning til at kigge indad og tænke over sin egen adfærd og måden at løse konflikter på. I mit tilfælde var det nødvendigt at sige fra. Bagefter kunne jeg godt have ønsket, at jeg havde haft indsigten til at sige fra på en anden måde, som jeg selv ville have det bedre med. Jeg har også haft det dårligt med igen at være på datingmarkedet; men efterhånden har jeg accepteret, at det har været én af konsekvenserne af mit valg. Faktisk var jeg mere ivrig efter at komme ind i et forhold her og nu, da bruddet med min ekskone var uundgåeligt. Nu er jeg mere tålmodig med hensyn til at vente på den rigtige.
Den bedste måde at lære at kende sig selv på er at finde sig selv igen i det forhold du er i og efter en konflikt at finde din partner igen på en ny måde, hvor I får et tættere og mere ærligt forhold.
Men hvad betyder det”at elske”? Jeg brugte de fleste af mine teenageår og alle mine år i tyverne på at finde ud af det. Jeg blev forelsket, og da forelskelsen fik over var der intet. Ikke andet end en tom fornemmelse og lysten til at komme ud af forholdet og tilbage til de gode tider, hvor der kun var mig.
Hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville uden at få dårlig samvittighed, at kunne bestemme selv, hvornår jeg ville være sammen med andre mennesker, at komme hjem til en tom lejlighed, hvor jeg bare var mig og kunne slappe af. Hvor der var fritid, og hvor jeg kunne have overskud til at gå ud med venner, når jeg ikke dyrkede mine interesser.
For mig har der altid kun været forelskelse og så denne efterfølgende frustrerende følelse af at ville slippe fri igen. Forelskelsen ændrer mig, for jeg får lyst til at være sammen med en person meget mere end normalt. Men den holder jo ikke.
Jeg har prøvet at se, om det blev bedre og er blevet i forholdet indtil jeg bare ikke kunne det mere. 3,5 år gik der. Og jeg tror næsten, det var lige så uudholdeligt for ham, som det var for mig. Jeg prøvede at give alt hvad jeg kunne, men det føltes som en pligt.
Det var noget jeg gjorde for ham – ikke for mig. Jeg var ligeglad med, hvad han foretog sig, jeg tilbød han endda at han kunne tage sig en elskerinde, så jeg kunne få lidt “fri”. Det sårede ham, at jeg ikke gik op i om han havde en anden, men jeg så ham kun som en ven. Som jeg så alt for meget.
Sandheden er bare, at nå forelskelsen er væk, så kan jeg ikke længere se formålet med at blive. Jeg ved ikke hvad det er, det som alle snakker om. Den dér kærlighed som skulle komme efter. Jeg ved ikke om det skal føles hult og ligegyldigt. Om det er det, andre også føler, men bare kalder kærlighed i stedet.
Jeg forstår ikke dem, der efter flere år stadig bare synes, det er helt fint at se hinanden hver dag. Der er ingen mennesker i verden jeg har lyst til at se hver eneste dag, og det har der aldrig været. Jeg kan ikke få luft, hvis jeg ikke har mindst et par timer hver aften, hvor jeg bare er alene med mig selv.
Jeg føler, at jeg er på arbejde konstant uden pause, når jeg er i er forhold. For et forhold er jo hårdt arbejde. Man skal konstant lede efter huller i kalenderen, hvor han kan presses ind, hele ens hverdag bliver et kæmpe puzzlespil, der skal gå op, koste hvad det vil. Man skal lægge krop og sjæl til, for ellers er man jo bare venner, og så bliver der sat spørgsmålstegn ved ens prioriteter i tide og utide.
Bør man tage ham med til familiefest? Bør man bruge mindre tid med vennerne? Arbejder man for meget? Har man været for meget træt på det seneste? Bør man se serier sammen eller er det ok at gøre hver for sig? Hvor mange timer om ugen bør man ses? Hvor mange dage om ugen bør man sove sammen? Bør man gå mere på kompromis?
Det med kompromis er det værste. For jeg ved, at jeg ikke går på kompromis. Og det gør jeg ikke, fordi jeg ikke kan se formålet med det. Er det ikke meningen, at begge skal få noget ud af et kompromis? Hvorfor føler jeg så altid, at mit kompromis er en tjeneste?
Og her hopper kæden især af. For når jeg når dertil, hvor forelskelsen er overstået, så kan han ikke tilbyde mig noget, jeg vil ofre mig for længere. Vi er back to normal, og de ting jeg holder af at gøre i mit liv betyder mere for mig end ham. Jeg er ligeglad med, om han går, for jeg ved, at der går en uge, måske to, så skænker jeg ham ikke en tanke længere. Så hvorfor skulle jeg gå på kompromis?
Jeg undrer mig over, hvad du mener med, Mette, ikke at turde at elske. Jeg tør godt elske. Det ville da være dejligt at have nogen i sit liv, som man føler, man ikke kan undvære. Det er jo sådan man har det, når man er forelsket: man tror, at vedkommende er noget helt særligt, som man ikke kan undvære, og det er jo en dejlig følelse. Men den holder jo desværre ikke ved.
Det frustrerende er ikke, at jeg ikke kan elske. Det frustrerende er, at jeg ikke ved, hvad folk snakker om, når de snakker om at elske. Jeg forstår ikke betydningen af det. For mig er der nogen, jeg ikke kan lide, nogen jeg kan lide, og nogen jeg kan lide bedre end de andre. At elske må være niveauet over, men hvordan identificerer man det?
Jeg har altid testet kærligheden ved at forestille mig, at vedkommende forsvandt ud af mit liv. Mit rationale har været, at hvis det var en tanke, der gjorde mig ked af det, så elskede jeg måske vedkommende.
Ingen har nogensinde bestået den test. Da jeg var i starten af tyverne har jeg lavet testen omkring et halvt år inde i forholdet. Sidst i tyverne gjorde jeg det først efter ca. et år for at give det en ekstra chance. I dag, hvor jeg har rundet 34 år, går jeg slet ikke ind i forhold længere. Jeg synes simpelthen det er meningsløst.
Jeg orker ikke den der forelskelse, for jeg ved hvordan den vender op og ned på alting. Alting føles mindre vigtigt, jeg rydder kalenderen for ham, jeg skipper aftaler for ham og jeg stopper med at gøre de ting jeg er så glad for, så jeg kan få tid til at ses med ham.
Bagefter skal jeg så til at rydde op efter alt det rod, jeg har lavet, fordi jeg har prioriteret at se en mand, jeg nu bare synes er ligegyldig. Al den tid man har brugt på et menneske der viser sig at være helt ordinær, med sine egne særheder, men stadig ikke noget særligt.
Jeg fortryder hver eneste gang. Det er som om jeg vågner op af en meget lang brandert og ser virkeligheden som den er, og så tænker jeg: “hold da op, så fik du lige spildt 6 måneder på en ligegyldig flirt igen!”
Jeg er kommet til den konklusion, at det med kærlighed ikke er min ting. Jeg har bygget mig er liv, hvor der er så meget indhold og så mange ting der giver mening for mig, så kærlighed er ikke værd at spilde sin tid på at lede efter. Jeg tror simpelthen ikke, at den findes for mig, g hvis den gør, så han jeg ikke forestille mig, at jeg kunne være gladere med den i mit liv, end jeg er nu uden.
Men hold nu op, hvor er det stadig frustrerende ikke at forstå, hvad folk mener, når de snakker om det. Jeg føler mig så unormal, og jeg synes det er vildt irriterende at skulle diskutere det med folk, når jeg siger, at det med at være i et forhold ikke er en livsstil, jeg er interesseret i.
Kære Mette
Åh jeg kender følelsen. Men det er ikke manden jeg savner men tosomheden som du beskriver. En at give alt den kærlighed jeg har til, og blive elsket igen. En at dele hverdagens småting med, det kram man ikke får, det opkald eller den sms der gav et smil på læben. Er så småt ved at finde ind til mig selv igen efter et forhold på 4 år med en narcisist. Det er nu 5 måneder siden jeg sagde stop. Tak for at du sætter ord på de tanker der flyver rundt i hovedet. Nød også dit skriv med det skal du ikke sige til en single. For hold da op hvor skal man lægge ører til meget. Hvorfor kan du ikke finde en mand er du for krævende, der er ikke en spandfuld der er et landfuld m.v.
Tak for dig Mette
Tak for at sætte ord på det mest smertefulde jeg har prøvet i mit liv. Pludseligt brud efter 20 år sammen. Der skal godt nok mod til for at turde udsætte sig selv for det igen.
Heldigvis fandt vi sammen igen, men angsten ligger hele tiden på lur.