Det, vi hele tiden lægger låg på, forsvinder ikke
Der findes en særlig form for træthed, som ikke kommer af for lidt søvn.
Den kommer af at holde sig selv i skak.
Af at være den fornuftige. Den forstående. Den, der ikke vil være for meget.
Den, der hurtigt finder noget andet at tænke på, når noget begynder at spænde i brystet.
Vi er blevet dygtige til det.
At dulme. At aflede. At pakke ind.
Et glas vin. En travl kalender. Tøj, rod, veninder. Erotiske distraktioner. Selvudvikling, der mest af alt handler om at optimere sig væk fra det, der gør ondt.
Og på overfladen ser det fint ud. Velfungerende. Kontrolleret.
Men under overfladen bliver noget ved med at banke.
For det, vi ikke vil mærke, forsvinder ikke.
Det skifter bare form.
Det bliver til uro. Til irritation. Til en vag fornemmelse af aldrig helt at lande i sit eget liv.
Til relationer, hvor man enten holder for meget fast – eller for let slipper.
Mange kvinder tror, de er “videre”.
I virkeligheden er de bare blevet hurtige til at komme væk fra sig selv.
Der er en misforståelse i vores tid om, at heling er noget, man tænker sig til.
Noget, man kan forstå, forklare og analysere sig ud af.
Men kroppen følger ikke med bare fordi hovedet gør.
Det, der ikke bliver mødt, bliver ved med at gentage sig.
Ikke for at straffe dig – men for at få din opmærksomhed.
Det er derfor det samme tema dukker op igen og igen.
Den samme type mand. Den samme følelse af at være for meget eller for lidt. Den samme indre spænding mellem at længes og at lukke ned.
Ikke fordi du er svag.
Men fordi noget i dig stadig står alene.
Heling begynder sjældent med løsninger.
Den begynder med modet til at blive.
At blive i følelsen et øjeblik længere, end det er komfortabelt.
At lade kroppen reagere uden straks at korrigere den.
At turde være i det uperfekte, det rodede, det uforklarede.
Ikke for evigt.
Bare længe nok til, at noget i dig opdager, at det ikke længere behøver at råbe.
Der er en stille styrke i at stoppe med at flygte fra sig selv.
En elegance i at lade det, der gør ondt, få lov til at eksistere – uden drama, uden skam.
Og paradoksalt nok er det dér, lettelsen bor.
Ikke i at være færdig.
Men i endelig at være til stede.
