Før offentligheden fik at vide, at Prins Henrik var ramt af demens, satte hans, til tider noget uforståelige optræden, godt gang i dynamikkerne i familien Danmark.
Vi blev forvirrede og følte os svigtet af underlige udtalelser og handlinger, og i mangel på forståelse for, hvad der skete, begyndte vi at fantasere og læse vores egne historier ind i prinsens handlinger. Det er lige præcis sådanne dynamikker, der går i gang i mange familier, når de rammes af demens.
Demens kaldes med rette de pårørendes sygdom.
Hvis ikke man har prøvet det, tror jeg, det er svært at sætte sig ind i, hvad det vil sige, når et menneske, man kender, begynder at afvige markant fra det kendte. Selv anede jeg intet om, at der også kunne være seriøse konsekvenser for en familie, før min egen mor blev ramt af demens.
I starten er det bittesmå ting i den ramtes adfærd, der undrer. Ting, der nemt kan henlægges under almindelig glemsomhed eller alderssvækkelse. Men efterhånden som demensen udvikler sig og skrider frem, mister man det menneske, man har holdt af og kendt gennem mange år, og man skal vænne sig til at møde stadigt skiftende personligheder.
Undervejs kan den demente få meget paranoide og fantasifulde tanker, som kommer til at spille familiemedlemmer ud mod hinanden, fordi de måske deles med nogle familiemedlemmer, men ikke med andre. Disse tanker kan forplante sig til utryghed, mistillid og splittelse mellem familiemedlemmer, hvis ikke de bliver italesat i familien.
Personligt oplevede jeg, at min mor i sin tidlige demensperiode sagde et til mig og noget andet til min bror. Det var totalt forvirrende, og eftersom det ikke lykkedes for min bror og mig at skabe en alliance og stærk kommunikation omkring min mor, opstod der både stærk mistillid og mange misforståelser mellem os. Jeg følte mig, som var jeg anbragt midt imellem to løsgående missiler, og det var en meget utryg fornemmelse.
Hvordan familien/de pårørende håndterer og kommer igennem demenssituationen hænger meget sammen med, hvordan familiens grundlæggende dynamikker er. Hvis der f.eks. har været megen splid og rivalisering mellem søskende, er det ret sandsynligt, at disse dynamikker dukker op i demenssituationen, og nu med turbo på følelserne.
Her er det væsentligt, at familiemedlemmerne evner at håndtere og regulere de negative følelser, som de pludselig (gen)møder. Hvis ikke de kan det, er det meget sandsynligt, at familien ikke kommer helskindet igennem demensforløbet.
Jeg har siddet i forskellige fora med pårørende til demente, både børn og ægtefæller, og det har slået mig, hvor forskelligt pårørende tackler demenssituationen..
Jeg har mødt meget midaldrende børn, der har hulket over deres gamle forældres forandring. Selv langt inde i demensforløbet holdt de fast i sorgen over at have mistet den forældre, de kendte. Før jeg var klar over, at min mor havde demens, havde jeg lovet hende, at hun skulle have nogle gode og værdige sidste år af sit liv.
Det løfte var mig meget magtpåliggende at holde, så selvom jeg undervejs blev slået og sparket og kaldt en modbydelig kælling, så fulgte jeg hende hele vejen. Inspireret af en veninde, hvis mor fik demens nærmest parallelt med min mor, indså jeg, at jeg måtte ”gå med” i demensprocessen og møde min mor, der hvor hun var, hvis jeg skulle gøre det bedste for hende.
Det indebar, at jeg erkendte og italesatte, at hun var pip, og at det faktisk af og til kunne give nogle ret morsomme oplevelser for både hende og mig, at hun var uden filter – pudsige episoder vi kunne grine af sammen. Nu melder historien ikke noget om, hvor tidligt Prins Henriks demens begyndte at vise ansigt.
Men episoden i Randers Regnskov i 2010, hvor han tager en afrikansk kongepython på hovedet, kunne godt være et sådant sjovt eksempel på en begyndende ændring i løssluppenheden, som virkede ret overraskende og underholdende for omverden.
Vores familie klarede ikke det at blive demensramt godt
Vi var som en trebenet taburet – mor og to børn – da det ene ben knækkede, væltede taburetten. Men gudskelov er der andre familier, som magter transformationen og formår at samarbejde. Når det lykkes, kan det bringe familiemedlemmer tættere sammen i nye forståelser.
Men hvis ikke de pårørende magter at kommunikere og gå ind i den dementes ”forståelsesverden”, så kan det splitte og ødelægge en familie fuldstændigt. Der findes pårørende, der slet ikke kan rumme den dementes nye personligheder, pårørende, som bliver bange, kryber i flyverskjul og trækker sig fra ”ubehaget”.
Det er ikke let at være vidne til perioder med rablende vanvid og vrede, men den demente har behov for mennesker omkring sig, som er kendte og trygge navnlig i de angstfyldte faser af demensen, hvor den demente er bevidst om, at han/hun er ved at miste grebet om sit liv.
For at kunne støtte den demente bedst muligt, er det derfor væsentligt, at familien er opmærksom på, at demensen ændrer balancen i familieligningen markant, og at dette udfordrer familiens evne til at samarbejde.
Skrevet af: Henriette Humlebæk
Læs mere om demens HER
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
