…da tvillingechokket ramte os, en ny slags perfekt
Mit navn er Stine Gregersen, jeg er 37 år til dagligt arbejder jeg som børnehaveklasseleder, MOR til 3 skønne livlige ønskebørn, gift med deres far og bor i en villa tæt ved Aalborg.
Alt dette lyder jo egentlig meget rosenrødt, men det er det faktisk ikke ALTID.
Jeg vil gerne tage jer med tilbage til dengang, hvor vi bestemte, at vi skulle være forældre for første gang.
Vores førstefødte var planlagt ned til mindste detalje, intet var overladt til tilfældigheden, alt blev overvejet, og vi fulgte vores datter i tykt og tyndt. Tiden gik, og vores familie var ligesom, vi gerne ville have den.
Men alligevel havde vi svært ved tanken om, at hun skulle være enebarn, selvom det faktisk fungerede meget godt. Alle var jo tilfredse, alle kunne følge med og oven i købet nå de ting, man gerne ville ved siden af familielivet også.
Men efter 6 år bestemte vi os for, at tiden var inde til et barn mere, bare et barn mere. Vi havde jo barnevogn osv. Alt var pakket sirligt ned og ventede jo bare på, at endnu et vidunder skulle komme til verden. Alt gik igen efter planen, jeg blev hurtigt gravid, og 3 måneder senere skulle det vise sig, at vi fik vores livs chok.
På et splitsekund, da jeg lå på briksen til scanningen hos jordmoderen, forandrede vores liv sig, alle vores forestillinger om, hvordan vores liv skulle være, var pludselig en by i Rusland. Pludselig var vi i en situation, hvor vi ikke længere havde kontrollen. Jordmoderen havde nemlig valgt at fortælle, at jeg ikke havde et barn i maven, men hele 2 styks.
Vi blev totalt ramt af tvillingechokket – et nyt og anderledes liv var på vej til os, uden vi selv havde valgt det.
Graviditeten forløb fint, og 2 velskabte drenge kom til verden ved kejsersnit 1 måned for tidligt, men med en fin fødselsvægt.
Og herfra gik det Stærkt, jeg har ALDRIG haft så meget fart på i mit liv, aldrig har jeg haft så mange ting om ørerne, aldrig har jeg haft så lidt fokus på mig selv, mit ydre, mit hjem, mine veninder.
Der var simpelthen ikke tid, ikke tid til andet end bare at holde sammen på dem, som boede under vores tag. Om jeg ville det eller ej, der var 2 små trolde, der krævede deres mor 24/7. Aldrig har jeg følt mig så presset, aldrig har jeg følt mig så magtesløs, aldrig har jeg følt mig så presset følelsesmæssigt, aldrig har ægteskabet været sat sådan på prøve som i denne tid.
Hver dag føltes som at løbe rundt i et hamsterhjul og følelsen af aldrig at kunne komme ud.
Det var umuligt at få luft, umuligt at nå det, jeg kunne før, alt var forandret – intet var perfekt. Det var en hård proces at skulle acceptere, at mit liv var forandret. Forandret til et nyt liv, som måske ikke var så perfekt, som jeg ønskede, det skulle være, men nu perfekt på en ny måde.
Der var nu nullermændene i hjørnerne, opvask på køkkenbordet, et vasketøjsbjerg, der næsten var højere end huset.
Men da jeg lærte at sige pyt, ændrede vores liv sig.
Vi løber stadig stærkt, men vi er kommet ud af hamsterhjulet ved at acceptere, at man behøver ikke stile efter, at alt skal være perfekt – og hvad er perfekt?
For mig er perfekt at være en mor, der er der for sine børn, det kan godt være, jeg er træt, brugt nogle dage og måske har en lunte, der ikke altid er lige lang.
Det kan også godt være, vi nogle gange trækker pizzakortet til aftensmad. Men vi elsker vores børn med al den kærlighed, vi har og kan give.
Og tænker faktisk, at vores børn er ligeglade med, om der er lidt rodet, hvis bare vi er glade. Det er ikke rod og opvask, jeg husker som de vigtige ting fra min barndom.
Se om Stine på hendes Instagram
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
