Vi kvinder har alle en ting tilfælles; inden i os bor der en lille pige, som higer efter at blive set. Den udvendige voksne pige er på udkig efter opmærksomhed og håber på at blive elsket, at blive anerkendt, at blive accepteret.
Fakta er blot, at vi kan hige og søge alle steder udenfor os selv for at finde det, du vil blot aldrig rigtig finde det, og det, der ligner vil altid være et fix, som virker, indtil det ikke virker mere.
For at finde indre ro er du nødt til selv at heale dit indre brændte jeg.
Jeg ved, det lyder hårdt, men det er sandheden. Din indre lille pige, der er brændt og måske har oplevet knap så pæne ting i sin barndom eller opvækst, er du nødt til selv at nurse til ro.
De afvisninger, skuffelser og ødelagte drømme, hun har oplevet, er du nødt til at tage ansvar for.
Indtil den lille pige er healet, så vil du have en tendens til at bebrejde verden, at du har været udsat for det, du har.
Du vil tage offerrollen på dig som en tryg kappe, og der fra vil du tiltrække mænd, veninder og kollegaer, der vil passe til det billede, du har af dig selv. Tiltrække det, et offer fortjener. Den adfærd, du er såret af tidligere, vil du tiltrække igen og igen, indtil du healer den lille sårede pige inden i dig. Du healer hende! Ja, dig ikke de andre.
Din brændthed og dine skuffelser sidder i dit DNA og gør dig ude af stand til at tiltrække mennesker, der behandler dig værdigt. Det er som om, der er noget genkendeligt og måske lidt trygt i ikke at få det, du fortjener.
Tag ansvar for dine undertrykte storhed.
Din undertrykte storhed er det, man i skyggearbejdet kalder for dine lyse skygger. Alt det fantastiske du rummer. Alt det fantastiske du fortjener.
Kig på din ubevidste adfærd. Hvor skammer du dig? Hvor føler du dig som offer? Se på, hvilke fantastiske sider af din personlighed, du skjuler helt ubevidst. Identificer smerten, der gør, at du gemmer dig.
Find dit mod og din storhed. Gå efter det, du vil have. Hæv dine standarder. Gå imod strømmen. Find dit mod.
Her er et par trin til, hvordan du kan hjælpe dig selv med at omdanne dine mønstre og få et gennembrud
#1. Forstå, hvad der er sket i din fortid: Forstå ,at du blev såret, og du har skabt dine egne overbevisninger på denne baggrund. Forstå, at skammen gjorde, at du gemte sider af dig selv væk. Find dine gemte sider frem. Tag personligt ansvar for dem, se ,hvad de kan gøre for dig og din livskvalitet, hvis de udleves.
#2. Vær venlig og ærlig overfor dig selv: Hvorfor har du udviklet disse overbevisninger og erkend, hvordan de viser sig i dine relationer, og hvordan de forårsager, at du føler dig uværdig til at blive elsket. Kig på det ovenfra. Distancer dig fra hende, der er såret og bløder. Se sårene som livstræning, som styrke og erfaring. Accepter det, du ikke vil være med.
#3. Anerkend og accepterer: Det er, som det er – og du er, som du er. Selvtillid er så sexet. Perfektion er ikke sexet. Leg med det. Find modet til at øve dig i at træde ud i verden med det ,der er dig. En afvisning er blot en omdirigering. Anerkend og accepter ,at det er, som det er – og du er, som du er.
Ovenstående trin er starten på en transformationsproces. En proces, der kræver, at du er modig i at stå ved alt det, der er fantastisk hos dig, og alt det, der ikke er. Det kræver et bevidst arbejde, et dybt indre arbejde at identificere og overvinde dine ubevidste adfærdsmønstre.
Når du er i stand til at opgive din offerrolle fra din smertefulde fortid og se alle sårene som en styrke, så vil roen og selvtilliden sprede sig.
Der er ingen, der kan røre dig, hvis du ikke vil røres.
Du bestemmer, og start nu med at lade verden se, hvor tilpas du er med at være dig – på trods.
Rigtig god fornøjelse.
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
6 kommentarer på “Skygger: Styrer din barndom dine voksne reaktioner?”
Hvor det her dog rammer præcist! TAK for et super indlæg.
Hvor har du fuldstændig ret:-)
Set udefra kan det måske være rigtig? Eneste er, at gå ud i verden som den du er, skal man altid, men det kræver at man virkelig ved hvem man er, hvilket kræver stort og konstant arbejde, især når vi snakker om barndoms indlærte konflikter som har det med, gradvis og senere at skabe tilpasning og overførelse, hvor man påtager sig de egenskaber man ser i andre man omgiver sig med, eller rette de personer i ens omgivelser man søger erkendelse fra og som man derfor påtager sig som ens egen personlighed, da ens egen jeg er for “brutal” at erkende overfor sig selv. Kræver det stor opmærksomhed og erkendelse af ens sande jeg før det kan anbefales at gå ud i verden i en forestilling at det er som det er og man er som man er, vil i de fleste tilfælde kun skabe uoprettelig skade på en i forvejen skrøbelig personligheds struktur. Kan også sige, start med at arbejde med at sige nej, for din vilje er noget andet, men har det ikke altid, til dels, være din vilje, selvom det heller ikke skal være andres vilje? Personligt, og som han køn, kan jeg kun anbefale en form for “isolation” uden for mange valg der giver anledning til flere benægtelser, f.eks bøger der bekræftigere det jeg som i forvejen konstant søger selvbekræftigelse.
En nabo var klar til at slå min ringfinger af med en usleben økse. Min far holdt mig, mens min mor bankede mig med en vaskekæp. En præst forsøgte et sexuelt overgreb. Hvis jeg skal se mig selv i de 3 situationer var jeg offer. Jeg var offer i situationer, hvor jeg ikke selv valgte at være offer. For mig er det uærligt at sige, at vi endeligt ikke må være ofre. Jeg kan analysere de tre situationer nok så mange gange. Men jeg vil sige, at min far, min mor og præsten havde en dårlig adfærd. Og ja. Det er at skylde skylden på andre. Men jeg vil gerne nøjes med at tage skyld for det, som jeg har skyld for. Det kan jeg ikke ændre.
Jeg har diskutteret med nogen omkring nogle forhold, hvor svaret har været, at det må du endeligt ikke sige noget om. Hvis vi selv vælger offerrollen må der også være nogen, der villigt stiller sig til rådighed som gerningsmand. Eller hvordan er logikken?
Jeg har i dag ingen kontakt med de tre nævnte personer. Hvis de ikke kan indrømme det skete, har jeg kun den mulighed at arbejde videre med mine skygger uden deres hjælp.
Tak for at du deler, Erik Møller. Det er stort og modigt at dele, give af sig selv. Dine ord får mig til at se på min egen situation. Og det er nu gået op for mig, at jeg faktisk ér et offer – eller i hvert fald var det i min barndom. Offerrollen har jeg dog ikke sluppet – må jeg desværre erkende. Mine forældre slog min bror og mig – engang knækkede grydeskeen; jeg husker dog ikke hvis numse dét gik ud over. Og vi ventede på tur, kan jeg huske, så …vi så hinanden få smæk – hvad mon var mest smertefuldt? For mig at se er det afstumpet adfærd at slå sine børn, det er jo ganske forfærdeligt. Og hvor søger barnet trøst efter smæk …ja hos mor. Mit hjerte bløder ved tanken. Jeg husker tit at have grædt mig i søvn – så jeg fik jo ikke den omsorg, som er barn har sin menneskelige ret til. Alligevel søgte jeg jo trøst ved min mor – det er helt naturligt for et barn. Jeg var jo et eller andet sted stavnsbundet, i mit eget hjem, i min egen familie. Det blev en del af mig, det at være mig – føle tryghed i det vante, også selvom der ikke er rart at være. Måske en falsk tryghed, men en form for tryghed, for jeg havde jo ingen andre steder at gå hen. Et barn er tro mod sin familie. Og ja, jeg var et offer. Der er nu min opgave, her midt i livet, i voksenlivet, at forlade offerrollen. Acceptere fortiden og det skete, for jeg kan jo intet gøre ved den. Jeg ønsker ikke at tale med mine forældre om det – for det her handler om mig, og kun mig! Mine forældre er kommet ud i periferien, og dér bliver de, væk fra mig, og væk fra min familie, væk fra det jeg har kært og elsker. Jeg skal nok blive fri af offerrollen – jeg er godt på vej. Det tager tid, ja! Men jeg er på rette vej, det kan jeg mærke. Tak for et smukt oplæg, og tak for kommentarerne hertil – det er meget tankevækkende, og meget rammende, for mig.
Priviligeret er vi fordi vi har dig ❤️