Af Heidi Meyer Vallentin – aka Meyermor.
I dag har Nova og jeg været til faglig dag på Jordemoderskolen.
Det er en tema dag som JSR -De jordemoderstuderendes råd står for at arrangere hvert år.
Det er altid spændende, at se hvad de har fundet frem af interessante emner og foredragsholdere og i dag var ikke en undtagelse.
Dagen bød på Ph.d. ér og foredrag omkring emnerne Sårbare Gravide, Overgreb i Sundhedsvæsenet og Familieambulatoriets funktion for misbrugere og ressourcesvage og så lige en lille surprise med Stand Up, der fik alle op af stolen og råbesynge en New Zeelandsk Haka. (Se min instagram for et lille snaekpeak:-)
Nova klarede dagen fint. Og mor her nød faktisk udfordringen i at have hende med uden at forstyrre forelæsningen, -det kom der nogle gode råd ud af, som jeg har delt med jer i dette indlæg.
Nova forstyrrede nærmest kun med sine frydskrig for at få pigernes opmærksomhed og hun havde, som altid, travlt med at charme sig ind.
Det betød også, at der var mange, der kommenterede, hvor dejlig hun var … Det varmer jo altid en mors hjerte og jeg kan kun give dem ret.. -hun er DEJLIG!
Og lige nøjagtig at kunne sige det, som mor, er ikke noget jeg tager som en selvfølge.
Hvad mener jeg så egentlig med det?
Jo altså det der med at elske sit barn fra undfangelsen, gennem graviditeten eller efter det første møde ved fødslen er ikke altid en selvfølge.
De fleste har nok hørt om efterfødselsdepression og om at både kvinder, og mænd for den sags skyld, kan få en reaktion på fødslen og forælderrollen, som kan have indflydelse på tilknytningen til den lille ny.
Men det er nok mindre kendt at gravide også kan få førfødselsreaktioner og at det at blive gravid kan være en meget ambivalent følelse, som kan resultere i en krisereaktion i graviditeten, som bla. kan medføre en svær tilknytningsproces og ende ud i depression og reaktion.
Og lige netop det, har jeg oplevet gennem mine graviditeter og i udtalt grad i min sidste graviditet.
Så Hej, Jeg hedder Heidi -og jeg er Sårbar Gravid.
Sårbar gravid er ikke et begreb, der kun dækker over ressourcesvage, misbrugere, voldsramte eller psykisk syge gravide kvinder.
Det er et begreb vi bruger i føde-regi for at spænde et sikkerhedsnet ud under de kvinder, der har brug for ekstra opmærksomhed og omsorg i deres graviditet.
Og for mit vedkommende drejede det sig om, at jeg reagerer meget voldsomt på graviditetshormoner og underliggende commitmentissues.
For mit vedkommende er det enormt græseoverskridende at stige på babytoget med endestation baby!
At der ikke er en nødbremse, jeg kan hive i, hvis jeg fortryder halvvejs, at ansvar og samvittighed kulminerer i en stor uoverskuelig brainfart, der snørrer mine hjerneceller rundt i en labyrint af afvejning af fordele og ulemper, som munder ud i en kloak af sivende konsekvensangst over mine valgmuligheder. Ikke mindre…
Med andre ord Dobbelt op på PMS og så i ni fulde måneder! Tag den!
Jeg var altså ikke selvskrevet til at kunne lide min baby.
Og det tog jeg ansvar for.
På trods af en (irrationel) angst for stigmatisering ved erkendelse og åbenhed om min svaghed, tog jeg de tunge skridt til min læge og bad om hjælp.
Jeg var gravid og bare snakken om at oprette en vandrejournal fik mig til at græde.
Jeg var samtidig helt vildt flov over at være jordemoder og så så dårlig til at være gravid..
Heldigvis var min læge dygtig.
Hun fik skåret hormonhelvedet ud i pap for mig og gentog gang på gang, at op mod 1/3 af af alle gravide er det modsatte af jublende lykkelige, når de stiger på Babytoget.
Til min sønderrivende tvivl lod hun mig have alle døre åbne samtidig med, at hun gentog; “man fortryder ikke de børn man får”.
Efter de første 3 mdr var jeg igennem det værste og da jeg var klar, blev jeg med mit eget ønske indskrevet til Jordemoder konsultationer i Sårbare Gravide teamet på Rigshospitalet. Her gik jeg hos en super dygtig og meget empatisk jordemoder, som havde fokus på at opretholde min genfundne balance og have teamet klar i fald fødslen ville udløse en reaktion.
Jeg fik en reaktion da jeg fødte… Men ikke en af dem jeg frygtede.
I stedet fik jeg en fuldstændig vild og varm og lykkelig kærligheds reaktion -instant reaction idet min lille bebs kom op i mine arme.
Den hurtigste opfyldning af kærlighedsfølelse ud i hver en celle af min krop i løbet af et blink med et øje!
Det var som at sætte ild til sådan en krudttråd af oxytocin, der strømmede gennem min krop i det, jeg tog imod min baby og da min mand så kort efter fortalte, at vi havde fået en pige sprang bomben af kærlighed i hele min krop.
Jeg fik simpelthen et kærligheds(mælke)nedløb i hele kroppen.
Dette kan til dels tilskrives den tryghed og støtte jeg havde oplevet i min graviditet, men også det faktum, at jeg lykkedes at føde min baby derhjemme i en fantastisk setting af familie og to veninder omkring mig.
Men det bliver en anden gang i får den historie:-)
Læs om og se billeder fra Novas Hjemmefødsel her
