Måske var du ikke klar over det, men forelskelse handler altid om dig selv.
Når du bliver forelsket, bliver du nemlig forelsket i dig selv og den person, du bliver, når du er sammen med den person, du tror, du er forelsket i.
Når et andet menneske kan lide at være sammen med dig og rummer alle dine særheder og mangler, så får du en følelse af at være hel.
Den boblende glæde er forelskelse. Den er startet af, at du bliver set af en anden, men energien og den boblende glæde er dig, der er blevet mere glad for dig.
Provokerende?
Tænk tilbage på de gange, du har været sådan rigtig forelsket.
Du kunne alt.
Behøvede ikke at sove særlig meget.
Spiste mindre.
Tabte dig
– og havde den der særlige aura omkring dig af overskud og liv.
Fortæl mig lige – hvordan kan et andet menneske gøre det ved dig?
Det kan det ikke, det er dig, der gør noget ved dig, fordi du er blevet set af et andet menneske.
Så din forelskede stemning er over, hvad dette menneske gør ved dig – mere end det er forelskelse i denne person.
Så dybest set er forelskelse blot en projektion. Du ser dig selv med andre briller, fordi du bliver spejlet igennem en anden.
Når du har det godt med dig og den person, der får dig til at føle dig så godt tilpas, så laver du den logiske slutning, at du er forelsket i den person, der gør det ved dig. Derfor elsker vi at være sammen med den, vi er forelskede i, men sandheden er blot, at det er dig, der via denne person gør noget ved dig selv.
Lidt at tænke over…. 😉
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
7 kommentarer på “Forelskelse er altid = forelskelse i dig selv…”
Hej Mette
Hvis det var helt sådan det var, ville man kunne blive forelsket i alle der syntes man var fantastisk, men det kan man jo ikke.
Jeg forstår det ikke helt.
So true!:-)
Hvad er ulykkelig forelskelse så?
Hvor har du ret…men jeg har ikke set det før nu
1000 tak så ved jeg hvad jeg skal gå efter.
.i mig
Er det derfor, jeg aldrig bliver forelsket? Fordi jeg altid er glad og kan lide mig selv som jeg er? For jeg synes godt nok det er ved at være trættende, at alle veninderne bliver ih og åh så forelskede, imens jeg ikke kan huske, at jeg er blevet det én eneste gang, efter jeg er blevet voksen (jeg er 33). Jeg vil også prøve at have den der kriblende fornemmelse i maven, hvor en person bliver vigtig for mig. Vigtig nok til at jeg gider have et forhold med vedkommende. Men det sker bare ikke. Jeg har mødt ekstremt mange søde fyre, er aldrig blevet såret, og er åben og imødekommende over for alle mennesker, jeg møder. Jeg har også indledt et forhold til et par stykker af de søde fyre. Men jeg ender altid med at konkludere, at de kun er venner for mig. Jeg mangler det dér ekstra, som alle snakker om. Men måske elsker jeg mig selv for højt?
Hvor er det sandt❤️ Det giver pludselig så meget mening det hele❤️ TUSIND TAK❤️
Det er da rigtigt. Men forudsætningen for en forelskelse er vel også den reaktion, som du får, når du opdager, at du kan være dig selv på en måde, så du er allermest dig? At der er to mennesker, der elsker sig selv så meget, at de får det bedste frem i hinanden ødelægger for mig ikke magien i forelskelsen. Du kan selv pleje og dyrke forelskelsen. Men spejlingen vil være afgørende for at holde den levende. Hvis jeg føler, at jeg forstår den, som jeg er forelsket i, er det vel også det samme den anden vej rundt?