Mit navn er Camilla Lössl, jeg er 32 år gammel og uddannet Medicinsk Antropolog.
Jeg er gift med fodboldspiller Jonas Lössl, der til dagligt spiller Premier League fodbold i England og er aktuel på det danske A-landshold.
Sammen har vi 2 børn og er lige nu bosat i Yorkshire, England……. og så lever vi et plantebaseret liv.
Jeg vil rigtig gerne dele min historie og min vej til et plantebaseret liv med jer, fordi det har været et valg, der har givet mig overskud, velbehag, balance og indre ro.
I 2012 ændrede hele min verden sig drastisk.
4 forskellige graviditetstests linet op på badeværelsesgulvet viste alle det samme resultat, og i bare lykke begyndte jeg allerede at svæve afsted på min lille lyserøde graviditetssky.
Jeg elsker at tænke tilbage på lige præcis dette øjeblik, for når jeg i dag ser tilbage på min første graviditet, er dette et af ganske få gode minder, jeg har, af et 9 måneders langt graviditetsforløb plaget af gener og sygdom, som jeg i dag, 6 år senere, stadig er påvirket af.
I 3. trimester fik jeg konstateret leverbetinget kolestase, som i daglig dansk tale omtales graviditetskløe.
Det lyder jo som sådan egentlig meget fredeligt, og jeg tog det sikkert heller ikke seriøst nok, da jeg fik min diagnose stillet på hospitalet.
Kolestase er en ændring i leverfunktionen, og når leveren ikke vil samarbejde, så ophober der sig galdesyre i blodbanerne. Sygdommen betød, at det var uudholdeligt at være i mit eget skind, det brændte, og jeg fik betændte blærer på hele kroppen.
Jeg var så træt, at jeg var sengeliggende i løbet af dagen, og om natten sad jeg under den kolde bruser for at dulme min brændende hud.
Jeg fik problemer med at spise og døjede med vedvarende mavesmerter. Man besluttede til sidst at sætte min fødsel i gang, og efter et akut kejsersnit fik jeg endelig min lille datter i armene.
De værste symptomer fra kolestasen lagde sig hurtigt efter fødslen, men mine maveproblemer ved madindtag forblev.
Med tiden fandt jeg ud af, at det var bestemte fødevarer, der skabte problemer i min mave. Pludselig skulle jeg forholde mig til en hverdag, hvor jeg skulle tage nye forbehold og undgå en stor del af de fødevarer, jeg tidligere havde spist.
Medicinsk har jeg aldrig fået en forklaring på, hvorfor min fordøjelse aldrig rigtig blev den samme efter at have været diagnosticeret med leverbetinget kolestase. Diverse test for overfølsomhed og intolerance har heller ikke kunnet bringe mig tættere på en forklaring på mit problem.
Uden diagnose og uden vished for hvad der var galt i min krop, har jeg selv skullet eksperimentere mig frem til, hvad min mave ville acceptere, og hvad den ikke ville acceptere. Det har kostet mig et utal af mavekramper, et par ture på hospitalet og en ordentlig portion frustration.
Du kan læse flere af Camillas artikler HER
Se mere om min livsstil HER
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her