Læserne fortæller.
Af Annemette 41 år
Jeg vil gerne dele lidt af min enestående historie.
Sidste år havde jeg en pragtfuld dag med mine børn, maj måned, og solen var fremme og dejlig. Min søn på 19 begyndte at slå vejrmøller på græsset, og jeg, som har dyrket så meget gymnastik i mine yngre dage, blev svært begejstret, og jeg måtte bare være med. Det var skønt – jeg havde dog glemt, at varme min 41-årige krop op. Min dag og aften endte på hospitalet, jeg kunne ikke bruge min højre arm, og mit kraveben var også kommet til skade. Det var en klar melding, jeg skulle være sygemeldt i et halvt år eller mere. Det blev starten på en rejse tilbage til mig selv.
Jeg kunne ikke passe mit job som kommunikationschef længere, og jeg er alenemor til to hjemmeboende børn på 19 og 10.
Min redning blev min mor på 84.
Hun flyttede ind i et halvt år. Mine seje forældre var i stand til at give mig en mulighed for at tænke, for at blive rask. Vi knyttede et meget stærkt bånd i den periode. Min mor vendte hjem til min far i september, jeg vendte tilbage til mit arbejde, men ikke med samme glæde. Spørgsmålene begyndte.
Hvem er jeg?
Hvad er mine værdier?
Hvad er vigtigt i livet?
Jeg begyndte for alvor at reflektere over livet.
Bomben sprang, da jeg i midten af september fik beskeden, at min far var alvorligt ramt af cancer.
Jeg var lamslået, jeg droppede mit job og besluttede, at jeg ville være der for min familie, midt i smerten, håbet, glæden, kærligheden.
Mine tre drenge skulle sige farvel til deres morfar på en god og kærlig måde.
Jeg skulle sige farvel til min far og min mor til sin mand gennem 60 år. Min bror og jeg flyttede rundt, så mine forældre kunne sove sammen i stuen, den sidste stund. Der var så meget kærlighed til stede, og julen blev magisk. Jeg fik mange dejlige samtaler med min far. Og juleaften fik jeg den største gave af alle. Min far besluttede, at jeg skulle holde en tale i kirken, når han var død.
Fordi jeg havde glemt, hvem jeg var.
Jeg havde glemt at turde livet.
Glemt min lyst til at inspirere andre, kun brugt min indsigt, min coachuddannelse til at hjælpe andre uden betaling.
Glemt mine evner og talenter.
Min far mente, at jeg skulle holde den smukkeste tale, og når jeg kunne det, så ville jeg kunne forstå – at jeg var fantastisk.
Min far døde d. 4 jan. Jeg holdt den smukkeste tale. Jeg fik troen tilbage på mig selv.
Glæden og lysten til livet er vokset siden da.
Jeg er i gang med at skabe min egen virksomhed nu, ind imellem mit job på en skøn kro med glade mennesker.
Jeg bruger tid på mig selv, går tur i skoven, lytter til musik, danser og griner.
Og jeg er inviteret til USA og tale og inspirere andre til foråret. Tale om livet, livsprocesser, og om at genfinde troen på, at livet giver noget godt.
Ud af den største sorg vokser nogen gange den største glæde
eller en skøn form for bevidsthed om, hvor meget der i virkeligheden er at prise sig lykkelig for.
Kærlige tanker fra Annemette 41 år
