Min livserfaring ang. utroskab er at utroskab kan tilgives, men tilliden vil være svækket og følelsen af at være blevet svigtet vil altid bore sig dybe spor, det gemmer sig foreviget i kroppen.
Min historie ganske kort:
Manden jeg giftede mig med og fik tre børn sammen med, var mig utro allerede inden vi fik børn.
Jeg brød med ham, men kunne ikke undvære ham, så tilgav ham og besluttede mig for at jeg aldrig ville nævne det igen.
En del år senere da jeg er højgravid med mit tredje barn opdager jeg han har en affære med en kollega.
Jeg var klar at smide ham ud af døren. Men jeg stod i en fuldstændig uoverskuelig situation.
Jeg havde termin en uge senere og besluttede igen at tilgive, men måske mest af frygt for at miste min familie.
Jeg var total usikker på alt omkring ham og han nægtede at snakke om det andet end, at han fortalte at det han manglede var sex og nærvær.
I en lang periode efter dyrkede vi sex stort set dagligt, men da barslen var slut skulle mine kræfter bruges til andet end at gøre ham tilfreds.
Og set i bagklogskabens klare lys, så var det det jeg gjorde, jeg var dødsensangst for at stå selv med mine tre børn, miste min trygge hverdag og ham.
For ham var det et fantastisk år og for mig var det et år i følelses helvede.
Det blev hverdag igen og sex blev igen en mangelvare.
Han påpegede at den var gal igen med nærvær og sex fra min side, men i stedet for at forsøge at ændre på min lyst til ham endte jeg med at afvise ham.
Ikke bevidst, men min krop ville ganske enkelt ikke samarbejde med mig.
Nu 11 år efter at jeg opdagede affæren med kollegaen, fanger jeg ham igen i utroskab, men denne gang kan jeg mærke er det anderledes –
jeg kan mærke at jeg er færdig med ham og måske var jeg allerede færdig med ham for 11 år siden.
Min hjerne og hjerte havde tilgivet ham, men det havde min krop ikke. Så nu er jeg blevet skilt og har det godt med det.
Jeg har det faktisk bedre end jeg har haft en lang tid.
Så min erfaring siger mig at man kan tilgive, men ikke glemme og så skal der arbejdes intens fra begge parter, hvis parforholdet skal komme sig over utroskab.
I mit tilfælde har jeg brugt mange nætter på at tænke det var mig, det var forkert og det var mig der skulle ændre mig, for at det skulle blive godt.
Nu tænker jeg, at han skulle have arbejdet med hvorfor han havde brug for at søge beskæftigelse i andre kvinder, når han faktisk kunne have fået det hele af mig.
Og tænker, at jeg aldrig ville have været nok for ham, han ville altid søge efter mere.
Livserfaring delt fra en stærk kvinde til dig.
Hun ønsker at være anonym.
2 kommentarer på “Jeg var dødensangst for at stå selv med mine tre børn, miste min trygge hverdag og ham”
Kære kvinde. Kender din følelse så godt, det er næsten identisk med min historie. Havde også en mand jeg fik tre børn med på trods af utroskab.
Det værste var at han skrev sammen med en anden kvinde imens jeg var i gang med at føde vores første barn… at han hellere ville være hos hende… jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at min søn aldrig finder ud af det!!!
Da jeg fik nok af at dele ham med andre var der to måneder til jeg skulle føde vores tredje barn, men jeg kunne bare ikke mere, men besluttede også at det ikke skulle påvirke vores samarbejde omkring børnene.
Vi snakker meget bedre sammen nu, og jeg har tilgivet ham og fokuserer nu på at være gode forældre sammen uden et fælles liv.
Nogle gange er det svært at se resultater. For jeg tror lige nu, at retten til at være single er den bedste forudsætning for mig til at komme ind i et nyt forhold. 5 år som single og kun et par gange med sex har gjort mig kræsen. For det som min singleperiode har gjort mig bevidst om er, at jeg har brug for en partner, der kan holde mig i gang og samtidigt tror på mine evner. På mange måder skal jeg starte forfra. Det skal en ny partner være indstillet på.
De kærester, som jeg har haft i mit tidligere liv har alle gjort mig den tjeneste at gøre noget, hvor jeg har følt det nødvendigt at vælge mig selv. Jeg er nødt til at tro på den værdi, som jeg tillægger mig selv. Og jeg har nydt singlelivet fordi det har været en periode til reflektion og til at finde ud af, hvad der betyder noget for mig.