Nej, alting går ikke over med tiden.
Tiden healer nemlig ikke det svære, ikke i sig selv – i hvert fald.
Det kræver en bevidsthed og et konstant arbejde, resten af dit liv.
Jeg siger dette, fordi jeg selv har oplevet store tab på egen krop – og desuden ser jeg dagligt klienter i sorg.
Forældre, der har mistet deres barn, en ung dreng, der har tabt en forældre, en kvinde, der er blevet forladt uden grund.
Alle har har en dyb smerte.
Selv hos klienter, der har oplevet tab for mange år siden, kigger jeg stadig ind i deres tårevædede øjne, den dag i dag.
Tiden læger alle sår!
Det er ikke rigtigt!
Det er en løgn vi fortæller os selv, fordi tanken om at skulle bære en sorg for altid er så grufuld.
Vi er socialt gearet til at reparere ting, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op med de uløselige faktorer i vores liv.
Til alle de sørgende og dem som støtter, så læger tiden ikke alle sår.
Tiden kan blødgøre sorgen.
Det er ikke tiden, der bryder murerne ned. Det er din bevidsthed, din beslutsomhed til at finde en måde at bære dit knuste hjerte.
Dette er hvad tiden gør:
Tiden får hans duft til at fade ud.
Med tiden bliver hans stemme mere fjern, den danner sig nærmest som et ekko i hukommelsen.
År for år bliver de traditioner der var – mere udviskede, og afløst af nye.
Gode råd til hvad du kan gøre:
Nævn deres navn, uanset hvor længe de har været væk. Husk vedkommendes fødselsdag. Sig det højt, hvis du føler nogle dage er svære at komme igennem. Helligdage gør aldrig dagene lettere, da det vil minde dig tilbage.
Der vil altid være et tomt sæde, eller et tomrum som vil kunne mærkes.
Og det er OK! Find en måde at leve med det.
Til den der skal støtte:
Vær til stede, men uden forventninger. Lyt og tilbyd omsorg.
Plej den sørgendes behov for mad, søvn, varme og nærvær.
Sorg er udmattende, så giv plads, det er ikke personligt.
Til den der sørger:
Hvis du venter på at tiden vil hele din sorg, så skal du vide at den aldrig kommer.
Du er nøglen.
Hvis du tillader dig selv det, vil du lære at finde en måde at bære din sorg.
Ikke på grund af tiden, men på grund af kærlighed til det mistede og kærlighed til dig selv og dit liv.
Mennesker, der er rundet af en smerte har en særlig dybde.Bær din smerte med bevidsthed og værdighed.
P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
31 kommentarer på “Desværre – tiden healer ikke alt! .”
Meget fint skrevet – tak 🙂
Jeg vil have et boost
Kære Anette,
Du tilmelder dig blot lige her:http://boostet.mettesunivers.dk/
Tak Mette
Det er så rigtigt
Mistede min mand for 11 år siden her den 26 november
Vi kommer aldrig over sorgen ,men vi lærer at leve med den
Og savnet vil altid være der
Tak for dine altid dejlige boost
❤❤❤
Det er over et år siden nu og jeg glemmer ham aldrig
Så smukt
Føler min sorg – æder af mig , fordi jeg ikke fik lov , at sige farvel .
❤️❤️❤️❤️❤️
Åh ja det er så rigtigt ..
Her på tirsdag den 22 november kunne min søn Kim fylde år . 26 år , men han døde den 3 maj 2015 kun 24 år gammel..
Hans fødselsdag og julen er en udfordring, og desværre er det ikke “lovligt” stadig at savne ham helt vildt.
Vi Dansker har et virkelig underlig forhold til døden og vi taler ikke om det med os efterladte
Selvfølgelig må du sørge endnu Bettina!
Ens barns død, er for Mig, at forestille, den værste at skulle igennem…
Har mistet både Mor & Far alt for tideligt. Men at miste mit barn, vil jeg ikke kunne forstille mig, hvordan vil være…
Én skrev engang:
“Mister du dine forældre,
Så er du forældreløs…
Mister du din ægtefælle,
Så er du enke…
Men mister du dit Barn,
Så er der ingen ord for dette,
Da ingen ord kan beskrive, en så stor Sorg”
Og husk, din Sorg, den er kun din, og ingen kan el skal bestemme, hvor lang tid den tager, -hvor ked af det du er el hvornår du er ked af det!!!
Sorg tager den tid den tager, Uanset hvad andre synes <3
Kærlig Hilsen Susanne
Tusind tak for at sætte de rigtige ord på….så sandt som det er sagt
Sorgen er stadig ubærlig.. Mistede min soulmate i september ;(
Og har de vildeste dyk.
Håber inderligt, at den med tiden bliver mere “overkommelig” / til at leve med..
Og du har så ganske ret – det kræver handling.. <3
Sorg behøver ikke være død, det kan være voldsomme brud man har oplevet og tab i den forbindelse, er meget svære at bære i sit hjerte.
så sandt – troede jeg nogenlunde var kommet over min exmand, men naaj drømte el. havde mareridt Inat hvor jeg kaldte på ham op til flere gange – og i dag føler jeg stadig længsel efter ham, som gik for snart 2 år siden, men prøver at få hverdagene til hænge sammen så godt man kan <3
Sorg er ikke kun at have ” mistet. Sorg er også at have været ramt at alvorlig sygdom, at skulle leve videre med denne – eller med frygten for, at den el. kræften kommer tilbage med samme eller nyt ansigt.. man bliver aldrig mere den samme..
*
I bevidstheden ligger taknemligheden for relationen til dine kære.
Gør hverdagens kram, farvel og på gensyn til øjeblikkets fryd.
Med påskønnelse imødegås forandringens uundgåelige time.
For år tilbage druknede en ung mand, ven af vores søn.
Asken blev drysset i havet under overværelse af hans venner.
Tiden der fulgte affødte ” at miste ”
At miste
Synlig er smerten, tårer røber.
Sorgen i hjertet, holdes skjult.
Selv de klareste øjne, gemmer livets skygger.
Forældre for evigt.
*
Kære Mette, du har hjulpet mig så meget, efter jeg er begyndt at læse og høre dine daglige boost, lukker du op for mange ting.
Jeg har mistet mine forældre og min kære mand, min ven har haft en periode, hvor han har svigtet mig, men er kommet tilbage, der har været mange op og ikke mindst nedture, men hvor har dine boost dog hjulpet mig, samt mange af dine foredrag.
Tak af hele mit hjerte❤️
Hvor er det rigtig skrevet !
Tiden healer ikke alt … sorgen bæres resten af livet . Det handler om at bære den med værdighed .
Det er ihvertfald det vigtigste for mig
Så sandt.. Tiden læger desværre ikke alle sår, det er hvad du gør med dén tid, der gør forskellen på at lære at leve méd tabet og sorgen, eller om man fortsætter med at leve i det
= følelserne er fortsat ligeså rå som dén dag, man mistede..
Det er så vigtigt at snakke med nogen, både minder og lign. om dén person man har mistet, men ligeså vigtigt er det at få sat ord på alle de tanker og følelser man selv har som den “efterladte”..
.
Nej, tiden læger ikke alle sår. I april, var det 11 år siden, min søster gik bort. Man lære ganske enkelt bare, at gå hånd i hånd med savnet og sorgen.
Da hun gik bort, forsvandt en del af mig også. Bliver aldrig den samme som før.. Ikke at det nødvendigvis er dårligt… Har accepteret at sorgen er en del af den jeg er. Og prøver at bruge det på en konstruktiv måde og ikke lade den æde mig op…
Hej Mette
God og inspirerende læsning for mig som har haft rigtig mange tab i mit liv inklusiv tab af min Far i 12 års alderen og som du skriver det er noget jeg er nød til og arbejde med hele mit liv for at lindre smerten og forhåbentlig få et bedre liv
Tak skønne Mette – så fint og rigtigt skrevet. Mindste min mand sidste år efter kun 9 måneders sygdom ❤
Nej !! Tiden heler ikke alle sår. Mit eneste barn døde som 15 årig af blodkræft i 1970. Dengang kunne lægerne ikke gøre så meget. Det føles stadigvæk som om det var i nat han døde. Tårerne løber bare ved tanken om ham. Man spørger sig selv, om det er ens skyld han blev syg.
Kære Mette
Jeg savner et online foredrag og præcis det her emne, hvordan håndtere man sorg fra en afdød, jeg tror den er relevant for utrolig mange Kh Paloma
Hej.
Lider af kronisk angst. Har for det meste total styr på den. Men oplevede at få kræft for halv andet år siden. Da jeg fik diagnosen, blev min mission at holde andre oppe, glemte mig selv. Så efter et par måneder på den måde. Slog angsten til med fuld kraft. Min tanker blev mega negative og total sorte. Min sorg er ikke tabet af et andet menneske. Men mig selv, da jeg fik angst for mange år siden, pga af arbejdsskade og utroskab fra min ex. Blev min selvtillid, selvværd og selvrespekt ødelagt. Lige før kræften var de 3 ting, så småt bygget op igen, havde jeg påbegyndt et nyt forhold til den dejligste mand, som faktisk havde være i mit liv i mange år som ven. Da diagnose kom og jeg ikke passede på mig selv. Dvs. At min angst fik foderstof, og kommer den med sorte tanker, at den dejligste mand, var utro og sammen med hver kvinde han mødte. Mine handlinger var ikke kun i tankerne, men også i talens brug, jeg var en rigtig Bitch. Projecterede en andens handlinger, over på en uskyldig og mest kærlig person. I det dybeste hjørne af min galskab, viste jeg jo godt hvad han stod for. Jeg tillod at min angst og en Andens tidligere handlinger, ødelagde noget godt og smukt.
Min sorg er tabet af mig selv, har de sidste par måneder ikke haft, disse tanker. Har måtte finde mig selv. Men hold op hvor er jeg, bange for mig selv. Efter denne tur her.
Tak for den fantastisk måde du formidler på.
Med Venlig Hilsen Pia
Da jeg for 19 år siden skrev min afsluttende opgave som sygeplejerske, skrev jeg om sorg og døden. Opgaven hed: “Tiden læger ikke alle sår. Den mildner dem.”
Og det passer jo meget godt med det, du har fat i her. Men det kræver også, at man giver sig lov at være i sorgprocessen.
I disse hotte mindfulness tider, er det healende at læse denne artikel. Når man sidder med sin mor på 60 der modtager kemoterapi, velvidende at hun er døende. Eller ditto med sin.søster på 30 i strålekælderen…. velvidende at også hun var terminal, så er det en lettelse at læse denne.post. for nogle gange har man bare brug for at fortælle sig selv at det er okay at være ked af det. Det er okay at man til tider synes at.livet er noget grumt. Så længe man er i stand til , på trods, at fortsætte derudad, se lyset og leve tre gange så meget.
dvs at de lever gennem mig…. på fuld skrue:)
Hej mette – jeg blir lidt forvirret da jeg osse ofte har tænkt og følt at sorgen over at jeg mistede min far da jeg var 12 år ikke forsvinder, især når jeg oplever noget rart og unikt så tænker jeg stadig åh det sku han lige ha oplevet…….selvom det sket i 1972 – andre steder hører jeg i dine oplæg kan ikke huske præcist hvor men flere gange har jeg hørt dig sige “vid at alting går over” Hhmm hvordan kan begge udsagn være sande?
Hvis min 1. kone stadigt havde levet, kunne vi have haft sølvbryllup den 15. august i år. Desværre døde hun i juni 1999, 38 år gammel.
Livet sammen med min kone har på mange måder præget den måde, som jeg har set tingene på siden. Jeg er blevet bedre til at være tilstede i nuet; men jeg hader også at skulle sige farvel til nogen, selv til mennesker, som jeg ved, at jeg ser igen efter kort tid. Jeg har ofte følt en længsel efter at komme tættere på mennesker; men ved også at jeg er god til at holde mennesker på afstand, fordi jeg er bange for at miste igen.
Og så har jeg billedet af at have mødt et menneske, som accepterede mig fuldt ud som det menneske, som jeg er. Det er det, som jeg leder efter i dag. Og det er det, jeg gerne vil give til en kommende partner.
Tiden går, sorgen er der stadig, jeg kan vågne om natten med et sæt stadig, afmagt og frustrationen sidder der stadig, afmagten over hendes løgne, hendes svigt af mig, frustrationen over tavsheden,hendes bedrag af sig selv og mig, hendes jalousi ødelagde alt, jeg gjorde alt for at hjælpe og den eneste der blev mest ødelagt var mig selv, jeg bære sorgen med værdighed, nogle gange er den slem andre gange en påmindelse, nogle gange der næsten ikke. Jeg bære min sorg med værdighed, min værdighed ! Min værdighed, min ægthed,min sjæl kan ingen røre ved mere, jeg er et ærlig og ægte menneske, Det var hun ikke.
Jeg har mistet min stedmor, min far, min søster og sidst min stedfar. De døde alle alt for tidligt.
Jeg har mistet min skønne, fantastiske mormor til alzheimer, som idag I en alder af 95 år ikke ved at jeg eksisterer.
Jeg har mistet min store kærlighed,..han døde blot ikke, men var nødt til at sige farvel til ham, fordi hans jalousi ødelagde vores forhold og tog min frihed fra mig. Jeg har mistet mit drømmejob og min gode løn og meget af min frihed som fulltime forælder til mine to skønne børn…OG jeg har dage hvor jeg ligger i sofaen og tillader tabene i mit liv, at fylde mit indre,..men jeg vil aldrig miste mig selv, men lade tiden råde og langsomt genfinde min styrke igen, imens sorgens mange nuancer gennemstrømmer min krop…
Tak kære Mette, for dette opslag som gir os der lever med sorgen en mulighed for at skrive om det tunge, det uperfekte, og føle det er tilladt.