Når kærlighed bliver noget andre også føler, de kender
Jeg sad med en veninde forleden og sagde:
“Det er egentlig vildt, hvor mange historier mennesker kan lave om to mennesker, de ikke rigtig kender.”
For ja… vi har delt meget.
Og måske er det også derfor, folk føler, de kender os lidt.
Men det overrasker mig stadig nogle gange, hvor twistede historier kan blive undervejs.
Jeg er blevet mindre bange for at blive misforstået
Før ville det nok have påvirket mig mere.
Nu tror jeg egentlig bare, jeg er blevet lidt ligeglad.
Ikke på den hårde måde.
Mere på den rolige måde.
For jeg har efterhånden forstået, at livet ikke handler om at kontrollere fortællingen hele tiden.
Det handler måske mere om at turde leve imens det hele stadig udvikler sig.
Turde mærke noget.
Turde være glad, forvirret, forelsket, frustreret og håbefuld i samme uge.
Turde stå i relationer, man ikke altid kan forklare perfekt, mens man er i dem.
Kærlighed er ikke længere noget, jeg prøver at “løse”
Jeg tror også, jeg er stoppet med at se kærlighed som noget, der enten lykkes eller fejler.
Nogle mennesker kommer ind i ens liv for at ændre én.
For at åbne noget.
For at vise én sider af sig selv, man ikke havde mødt endnu.
Og måske er det derfor, jeg ikke længere har lyst til at gemme mig så meget.
For alt er jo en udviklingsrejse.
Læring.
Nye oplevelser.
Nye versioner af én selv.
Måske er det dét, jeg har lyst til at dele nu
Ikke den perfekte fortælling.
Ikke facit.
Bare det ærlige i at være et menneske, der stadig lærer noget om kærlighed.
Om nærhed.
Om timing.
Om tilgivelse.
Om at vælge hinanden igen.
Om sig selv.
Og måske er det i virkeligheden dét, der gør kærlighed interessant at følge.
Ikke når mennesker har regnet den ud.
Men mens de stadig er i gang med at leve den.
