Barndom: Jeg blev født den 2.10.1983. Mine forældre havde lige købt en ejendom i Nordjylland. Jeg husker min barndom som lykkelig. Dejlig og rar kernefamilie på en gård på landet. Der kommer 2 søskende til: min bror i ’88 og min søster i ’92. Da min søster kommer til verden, ændrer jeg karakter. Her slutter min barndom, og jeg får meget travlt med at blive voksen.
Jeg ændrer mig socialt, lukker mig mere inde i mig selv og bliver mere og mere ensom.
Både derhjemme og i skolen. Min store interesse er min hest, og det er i stalden, min fritid bliver brugt. Især i familien føler jeg mig udenfor. Hvorfor det blev sådan, kan jeg ikke svare på, men jeg har gemt breve og dagbøger fra de tidlige teenageår, og her er ensomhed et gennemgående tema. Som 13-årig begynder jeg at gå i byen, interesserer mig for drenge, og alt hvad der ellers følger med. Jeg er meget fremme i skolen og skal helst være mere og vildere end alle andre.
Da jeg er ca. 13-14 år udvikler jeg en spiseforstyrrelse.
Stille og roligt – men sikkert – bliver bulimi en helt fast del af min dagligdag. Dette medvirker til masser af løgne og isolation og et enormt dårligt selvværd. Tilliden til mine forældre ryger også ligeså stille, da det at lyve følger med sygdommen. Som 15-årig starter jeg på HTX. Ny omgangskreds, en dagligdag i byen og som 2 år yngre end resten af klassen, er jeg måske ikke helt klar til de udfordringer, der kommer her. Jeg stifter bekendtskab med narkotika og en ny vennekreds. Her går der 3 år, og jeg klarer med nød og næppe eksamen. Godt skoletræt bliver jeg nødt til at tjene nogle penge. Jeg får job, som senere bliver min læreplads inden for landbruget. Jeg kvitter narkomiljøet, velvidende at det ikke er vejen frem, og får taget en landbrugsuddannelse. I 2006 tager jeg til Montana og arbejder på en farm i et år. Dette var en stor udfordring for mig, men også en stor lettelse at kunne sige farvel til det hele herhjemme i et stykke tid. Det blev et år fyldt med fede oplevelser, et øget selvværd og en tro på, at der var noget bedre i vente, når jeg kom hjem igen.
Fast besluttet på at få lagt min spiseforstyrrelse på hylden tager jeg hjem fra det bedste år i mit liv.
Jeg kommer til lægen, bliver henvist til en psykolog og kommer i behandling. Her blev jeg mødt, og det var fantastisk for første gang at kunne tale om mig selv. Jeg fik dog ikke meget hjælp til min spiseforstyrrelse, men fik nogle værktøjer til at hjælpe på det dårlige selvværd. Kort tid efter jeg kommer hjem fra Montana, indleder jeg et forhold til en gift mand (chefens søn) som er 14 år ældre end mig. Dårligt match! Hans kone dør, og vi bliver et par og flytter ud på ejendommen. Her arbejder og bor jeg, og gården og driften bliver hele min identitet og fylder hele mit liv. Dette er ikke et sundt forhold, og med min usikkerhed ender jeg med i 7 år at finde mig i latterliggørelse, utroskab på et enormt niveau og ydmygelse, som jeg godt kan se i dag ikke hører nogen steder hjemme. Heldigvis fortæller han en dag, at han skal være far. Eftersom der er en ny kvinde på vej ind, er det nu på tide at komme videre. Det skal tilføjes, at rent karrieremæssigt har jeg altid klaret mig godt. Jeg har en god uddannelse, drømmejobbet og en god løn. Jeg flytter til byen i en ny lejlighed, får et nyt job samme dag og skal nu have skabt mig en helt ny identitet. Her tager mit liv igen en meget voldsom drejning. Jeg ryger helt i kælderen, depression og angst. På vej på job får jeg et voldsomt anfald af panikangst og må en tur på hospitalet. Det er på vej ud af denne proces, at jeg lærer Mette Holms Oppeteori at kende. Jeg tager på Selvkærlighedsbootcamp, begynder at gå til yoga og begynder at løbetræne. Det er alt sammen med til at give langt mere livskvalitet, end jeg nogensinde har haft før. Ret kort tid efter tager jeg en beslutning om selv at købe et hus. Noget jeg har udskudt alt for længe, fordi jeg havde en ide om, at manden skulle findes først (ville ikke bo alene).
Det er en stor befrielse at få sit eget.
At kunne skabe et hjem, et sted, der er rart at være. Det var tiltrængt i en alder af 33 år. Jeg bliver glad for at løbe og kommer med i et løbefællesskab, hvor vi løber halvmaraton i mange af weekenderne. Efter 1,5 år møder jeg en ny mand. Han er skilt, har to dejlige piger, som jeg kommer til at holde af, som var de mine egne, og de er heldigvis lige så glade for mig.
Min spiseforstyrrelse er stadig et kæmpe problem for mig.
Den fylder alt for meget og er skyld i at jeg aldrig kan være helt mig selv. Tilmed holder den mit elendige billede af mig selv vedlige hver eneste dag. Dette faktum tærer hårdt på forholdet, og en dag efter arbejde siger han stop. Jeg pakker mine ting og kører hjem, sønderknust og skyldig, men dog med en følelse af, at det nok skulle gå. Jeg havde jo ligesom prøvet det før. Dette får mig til at gå lidt dybere, da jeg jo er velvidende om, at jeg i høj grad selv er skyld i min situation. Jeg sætter mig ned og hører onlineforedraget ”Kærlighed oppefra” og ser pludselig meget tydeligt, hvad problemet er, hvor needy jeg har været, hvor meget i offerrollen jeg har været. Jeg har lagt hele ansvaret for min lykke over på hans skuldre og ikke været i stand til at give ret meget igen. Jeg kan ikke håndtere ensomhed, så jeg var godt i gang med at kvæle ham!! Dette kan jeg nu se klart, og det er også grunden til, at jeg har spildt 22 år på at lide af en spiseforstyrrelse. Ensomhed, skam og frygten for ikke at være god nok er følelser, jeg ikke ville være med.
Hver gang disse følelser ramte mig, og det gjorde de hver dag i perioder, spiste jeg for at aflede, kastede op og følte mig tom, lettet og udmattet, og så var der ikke energi til at fortsætte den forbandede tankestrøm, der altid kørte. Det var et mareridt! Så snart det gik op for mig, hvilke følelser, det var, der triggede spiseforstyrrelsen, hvilke følelser, det var, jeg ikke kunne holde ud at være i, kunne jeg handle på dem, og løsningen lå lige for. Med udgangspunkt i Selvkærlighedsbootcampen, hvor den/de vaner, jeg ville ændre, var: Stop med at være needy, Hvil i dig selv og nyd dit eget selskab, Vend ensomhed om til noget positivt, og Et liv uden spiseforstyrrelse – det er mig, der er den! blev det en leg at slippe de dårlige vaner. Jeg har nydt at identificere dem og vinde over dem. Heldet vil, at vi ikke helt kan lade hinanden være og rent faktisk får snakket om det her i løbet af ret kort tid, men heldigvis efter min åbenbaring. Han kommer med et ultimatum, der hedder, at hvis vi skal være sammen, så bliver det uden bulimien, jeg skal droppe min næsespray (som jeg også var afhængig af), og så ville han gerne have en slank kæreste.
Som spiseforstyrret ved jeg ikke, om man kan forestille sig hvilken indvirkning, dette havde på mig. Hold nu op, hvor blev jeg ked af det!
Alligevel lykkedes det mig at få vendt det om og se dette som min ultimative mulighed for at blive den version af mig selv, som jeg inderst inde rigtig gerne ville være. Han vil gerne have en kæreste, der har det godt med sig selv, som har et sundt forhold til både mad og vægt, og som dermed også kan være et godt forbillede over for pigerne.
Det ønsker jeg mig også = Jannie 2.0.
Jeg har nu i 4 måneder været fri af bulimi og ser det ikke længere som et problem. Jeg har droppet næsesprayen, og i takt med en sundere livsstil og ingen overspisninger har jeg smidt de første kg. Jeg har arbejdet og sat mål, og jeg elsker processen. Det er blevet et fælles projekt, hvor vi har lov at sige, hvad vi tænker. Der er en åben og tillidsfuld dialog, og processen er blevet til en positiv del af hverdagen. Jeg har alt den opbakning, jeg ønsker mig, både i forhold til vægttab, at spise strategisk til morgenmad og holde fast i alle de gode redskaber, jeg har fået. Jeg er lykkelig for, at han havde modet til at sætte kravene og konfrontere mig. Det kunne jo have gået begge veje! Og lykkelig for, at jeg havde det rigtige fokus til at se og gribe denne mulighed. Jeg er kommet ud af min spiseforstyrrelse uden behandling.
Alt ligger i vores tanker.
Og det, at jeg har ændret min måde at tænke på, fra selvdestruktiv til troen på, at jeg er det hele værd, og jeg har det bedste tilbage, har gjort, at jeg er fri af min spiseforstyrrelse. Jeg har gået i selvværdskole og har lært, hvad der er vigtigt for at skabe det gode liv, men jeg har ikke fået behandling for min spiseforstyrrelse! Det fortæller mig, hvor vigtig Oppeteorien er. Hvor vigtigt det er at have fokus på sig selv først. At være taknemmelig for alt det, man har.
Jeg ELSKER mit nye liv 😉
Jannie,
Skriv til Jannie, her eller kommentér forneden.
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
