Arrrghhh lærer det aldrig….

 

Men jeg øver mig i at vende det opad.
Læs med, så giver det mening.

Hold nu op det har været en fantastisk dejlig Jul. Vi har hygget max, lavet konfekt, lavet juledekorationer, og startet vores egne juletraditioner op.

Vi har i mange år ikke rigtig haft vores juletraditioner pga. så var de ved far, så hos mig. Men i år har vi taget skridtet og lavet hver vores julepynt, hyggearrangementer og små hyggelige ting, som vi så vil gøre hvert år fremover.

For til sidst at have tilbagevendende ting, der bliver til minder om skønne juledage, hvor vi kan sidde og snakke om: kan du huske…

 

 

Men…. hvor er det svært at tage afsked med sine guldklumper, når de skal hjem til deres far igen. Jeg lærer det aldrig.
Men oppe-teorien lærer mig at stille mig et andet sted.

Fordi:
Det er stadig utroligt svært for mig at sige farvel, at sige at jeg glæder mig til at vi ses igen. Elsker at kunne nusse om dem, bare at høre dem snakke/le i hjemmet. Selvom den store elsker sit værelse med sin computer højere end noget andet pt. – og chatter med vennerne imens Fortnite gløder.
Det ville passe ham perfekt at få maden serveret deroppe – eller bare skubbet ind under døren… haha…Teenagere !!

Det tager mig altid oftest 24 timer, før jeg føler mig ovenpå tomheden igen, og jeg begynder hver gang at bruge Oppe-terorien til at vende al modstand til noget, hvor jeg skal skabe, det jeg mangler.

For at det skal give mening for mig, at vi ikke er sammen altid. Det, er det nødt til. Det der ikke giver mening, giver smerte – og selvfølgelig giver det mening, det ved jeg jo godt inderst inde. Det er jo virkeligheden for os.

Det ”gode”( som jeg vil vende det til) ved at vi først ses om 1 uge, er at jeg:

• Jeg kan få mere arbejde fra hånden.
• Jeg kan få lavet alt det praktiske der hjemme.
• Glæder mig til vi ses igen.
• Har mere overskud, ved at alt det ovenstående er udført, når de kommer.
• Tid til at tænke over, hvad der er vigtig for os, som familie. Alt sammen så jeg har mere tid med dem, når de er her. Mens de stadig vil deres mor.
•  

De bliver jo hurtigt ældre, og snart flytter de fra reden. Så jeg føler, at jeg er nødt til at nyde hver minut. Børnene kender rumlen så godt, og de har ingen problemer i skiftet imellem de 2 verdener. De kan knap huske andet. Det er blevet en selvfølgelighed for dem, og det har givet os en stærk samhørighed. De elsker det – så jeg kan jo lige så godt lære det, ikk?

 

Det husker jeg på, når tomheden er for larmende.

Følelsen at skulle være stærk for dem, for at gøre skiftene imellem mor og far så ukomplicerede som muligt.

Nu glæder jeg mig til vi ses igen. I oppe-teorien vendes “jeg savner” til “jeg glæder mig” samme tilstand, blot vendt opad.

Så jeg glæder mig, så meget til næste uge, og hvor er der meget, jeg skal have fra hånden og har så meget jeg skal nå. Det er faktisk helt ok.

Mange siger: “Hvordan når du dog alt det, du når?”

Svaret er: “Derfor”

 

Find mere inspiration fra mig på insta HER

 

Få et dagligt boost opad alle hverdage KLIK HER

Ps:

Hvad med dig?
Kender du den følelse ?
Bliver det nogensinde nemt at skulle sige farvel/på gensyn, til ens børn ?

Hvad tænker du på når tomheden trænger på?

Kan du vende savnet til glæde ved snart at skulle se dem igen?

P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her