Hvad nu hvis det at have et sammenbrud er det bedste, der kan ske for dig?
Hvad nu hvis et sammenbrud er det, der skal til, for at du kan se klart nok til at få ryddet op?
Hvad nu hvis det værste er starten på det bedste?
Det er faktisk sådan, det er.
Kig bagud – er det ikke ofte et sammenbrud, der har givet dig behovet og viljen til at flytte dig?
Der er intet som et sammenbrud, der efterfølgende kræver, at du gør alt, hvad du kan for at få dit liv i balance.
For det er pludselig ikke ”nice to” men ”need to”
Jeg ved godt, det er rædselsfuldt at være der, hvor dit liv braser sammen.
Jeg ved godt, at det er så uoverskueligt, når sammenbruddet er over hovedet på dig
– Men jeg ved også, at det er præcis det, der skal til, for at du flytter dig.
– Jeg ved også, at det er det, der skal til, for at du reelt finder den stærke, stærke motivation til at flytte dig.
Så hvordan bruger du denne viden?
Når følelserne raser, kan du ikke gøre andet end at være i det.
Men når de begynder at rase af – så tag noter.
Hvad lærte episoden dig?
Hvad skal ændre sig?
Hvad kræver det af dig?
Hvad er “gaven” i det?
Hvad er dit første skridt i din nye retning?
Hvordan vender du ubehaget til en styrke?
Når du er ude af følelsesorkanen – så er du et meget rent sted.
Et sted, hvor din motivation til at flytte dig, er større end aldrig før!!


P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her




6 kommentarer på “Jeg plejer at sige: Sammenbrud før gennembrud .”
Det er så sandt,men når man står med begge ben “solidt” plantet i alt lortet,ja så tror man simpelthen bare ikke,at der er en vej igennem dette mareridt ….men det er lige nøjagtigt det,der er og når man er ude på den anden side,ja så ville man faktisk ikke have været denne vej foruden.. Det kræver mod og mega hårdt arbejde,men det er absolut det hele værd….jeg var pisse træt af at læse om lige præcis det det her og jeg tænkte,at folk var møg irriterende,når de bragte dette på banen,men det er bare sandheden. Man skal igennem og face alt sit “lort” før man forstår og ser,at det kan lade sig gøre
Det er 20 år siden jeg var midt i sammenbruddet. Det tog 1½-2 år at komme igennem, MEN hvilken forskel det bragte.
Jeg ønsker IKKE at komme igennem noget lignende igen. Det var forbandet hårdt. Men hvis det bliver nødvendigt at gå gennem skærsilden igen, så har jeg en styrke idag, jeg ikke vidste fandtes..
Ja – hvad man dog ikke kan se i bakspejlet, men tak for det.
2010.mit fundamentet blevet væk under mig. Mand gik for en anden, fyret på jobbet, skulle finde ny bolig. Osv. Men det lå og ventet længe, jeg havde godt kunne mærke stormen var på vej. Jeg vil ikke være det foruden, selvom mange af mine exkære forsvandt, de magtet ikke min sorg. Jeg havde få der var der, havde bare brug for en skulder, ikke til af løse mit… Idag er jeg ikke bange for sammenbrud igen, da jeg lænder mig op af et. Hvorfor… Fordi jeg er født med så tynd en lort i hånden, og lige meget hvordan jeg prøver af forme, ændre, ligge krafter i, så kan jeg ikke holde på lorten. Idag er jeg førtidspension, grundet udbrændthed..
Jeg er midt i et sammenbrud. Kæresten smid pludselig en bombe. Jeg elsker dig ikke mere. Kan godt lide dig og har ømhed for dig.
Jeg sidder så tilbage med en besked om at finde anden bolig inden 6 måneder. Tak for lort siger jeg bare.
Jeg elsker stadig min x meget højt. Kan ikke forstille mig et liv uden hende. Men hun er hård og kold. Kan slet ikke kende hende.
Jeg er vred , frustreret og vildt skuffet over hende. Desværre kan jeg ikke smide mine følelser for hende over bord. Jeg har ALDRIG følt noget så stærkt overfor en person. Jeg har så lært noget af dette sammenbrud. Har lært meget om mig selv.
Bare hun dog ville give mig en enkelt chance. Men nej hun vil ikke.
Jeg vil elske hende for evigt.
Pga alt dette er jeg begyndt at ryge igen. Er på depressive piller og har tabt appetitten, lig med 6 kg
Det er med ryggen mod muren, du for alvor har mulighed for at træde i karaktér. Det er fristende at falde tilbage i gamle vaner; men jeg tror på at vejen frem er at tage nogle af de gode vaner med dig, som du fik tidligere i livet og holde fast i dem.
Undervejs har jeg flere gange ønsket at give op. Undervejs er jeg i korte perioder faldet tilbage i gamle, kendte mønstre. Når du står ansigt til ansigt med angsten og usikkerheden, er der kun et at gøre. Omfavn angsten og usikkerheden. For det var den, der fik dig til at handle. Og det var måden at takle den på, der fik dig hen til et nyt sted i livet.
Jeg skulle stå med ryggen mod muren, for at andre kunne se, hvem jeg er. Kom jeg så ud som et bedre menneske? Nej. Men jeg kom ud som et menneske, der har det bedre med mig selv.
Kan kun give dig ret. Men hvor er det svært at se mens man står i skidt til langt over næsen. Og hver gang der kom lidt lys for enden af tunnellen, ja, så kom der bare noget nyt. Angst og udbrændthed….og der var bare ikke kræfter til at komme videre. Næsten 4 år tog det at få sit eget liv tilbage. Langsomt kom kræfterne tilbage, da jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville være offer længere i mit eget liv. Nu skulle det være mig der satte dagsordenen – og alene ikke skulle være det samme som ensom. Jeg har læst mange af dine ord, specielt om narcisisme – og det har været en utrolig hjælp. Der gik det op for mig, at det ikke var mig der var den “onde” Så en stor tak for det. Rigtig dejlig dag til dig. KH Elisabeth