Hvis du ikke har haft en depression tæt inde på livet, kan det være ret svært at hjælpe, trods din allerbedste indsats. Kærlige råd er ofte ineffektive råd pga. misforståelsen om, at det bare skal gå over.
Hvis du VIRKELIG ønsker at hjælpe nære veninder eller andre, du har kær, så er det nødvendigt, du undersøger, hvad en depression indebærer, så du får en dybere forståelse af den tilstand, vedkommende kan være i.
Det er den eneste måde, du kan hjælpe med at guide din/dine kære ud af mørket.
Undgå at bruge nedenstående ”råd, som gør mere skade end gavn.
Gør det modsatte og gør det med kærlighed.
· Sig ikke: Måske du bare har brug for at græde det ud, så får du det med garanti meget bedre bagefter. En depression er ikke et enkeltstående tilfælde af sorg, det er som om, livet ses gennem et blåt filter, så det vil ikke give nogen forløsning at græde. Man er trist og sorgfuld uden rigtig at kunne sætte ord på hvorfor.
· Tro ikke, at når vedkommende har haft en god dag, så vil alt være ved det gamle derefter. Hvis du ønsker at være en støtte for din nære, så er du nødt til at forstå, at det tager lang tid at behandle. Mange fejlfortolker og tror, at når en depressionsramt har haft en god dag, så er vedkommende helbredt, men det er desværre ikke sådan, det fungerer. Du vil opleve, at vedkommende aflyser aftaler og planer gang på gang, da det virker uoverskueligt. En depression kan lægge et enormt pres på et venskab.
· Sig ikke: Stop med at blive fanget af dine negative tanker, fokuser på de positive omkring dig i stedet for. Desværre er det aldrig helt SÅ simpelt. Den depressionsramte kan have nok så mange ambitioner omkring, hvordan det skal være, men det er som om, kemien inde i hjernen hele tiden modarbejder vedkommende. Folk, som er ramt af en depression, kan fordreje deres virkelighedsopfattelse. De negative tanker, som er skabt af vedkommende, er deres faktiske virkelighed.
· · Sig ikke: Bare kom i gang med dine daglige rutiner, som du plejer, så skal du nok få det bedre hurtigere, end du ved af det. Når man er ramt af en depression, kan selv daglige rutiner være en langsommelig og ubehagelig trummerum. Bare det at komme ud af sengen er en opgave i sig selv. Man føler sig totalt isoleret, men på den anden side kan man ikke overskue at være social. Det at komme ud og fortælle andre om sin tilstand kan nærmest være lige så hårdt som at tage sig af sin egen depression. Med behandling, medicin, motion, søvn og en sund kost tager det alligevel tid, før depressionen forsvinder.
· Sig ikke: Hvis bare du kunne prøve lidt mere på at være positiv, så ved jeg, du vil blive gladere. Desværre kan vejen til bedring af en depression være ret vanskelig og ikke uden faldgruber.
· Sig ikke: Indstil dig på nogle mål og fokuser på at nå dem, det vil hjælpe dig ud af din depression. Deprimerede mennesker føler ikke den samme glæde af tilfredshed ved opnåelse af deres resultater, som ”almindelige” mennesker gør. Den kedelige tone af depression giver ikke dem mulighed for at genoprette deres lykke og energi efter en succes. I virkeligheden kan depressionsramte være ret kreative. Følelsen af succes er ikke altid en løsning for dem.r.
. Sig aldrig noget i retningen af: “Ta’ dig sammen”. Det er det det eneste et deprimeret menneske ville ønske at det kunne, og er præcis det, som man som deprimeret ikke formår. Det handler ikke om at tage sig sammen, det handler om at “tage sig af det”, stille og roligt. Slikke sårene og finde ud af, hvorfor man mon endte der.
. Sig ikke: Bare rolig, du kan altid regne med os. En deling af dine følelser med den depressionsramte vil hjælpe godt på vej. Det kan bare være utrolig svært for en deprimeret at dele problemer med andre. Deprimerede er ofte tilbageholdende, da de ikke vil belemre andre. De vil nødig have andre til at vide, hvor slemt de føler inden i.


P.S Find meget mere OPPE-energi på min instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her




27 kommentarer på “Gør det modsatte af dette – overfor en deprimeret .”
Man skal i det hele taget ikke komme med ‘gode’ råd og spille klog overfor en depressiv person, for det de har brug for er bare mest af alt TID ig deres get temp og så selvfølgelig professionel hjælp!!
Jeg kan genkende det hele i din artikel: “Sig ikke disse ting til en deprimeret”
Da min veninde har de nævnte symptomer som beskrevet her, kunne jeg godt tænke mig nogle generelle råd til håndtering af en depression!
Tak fordi du sætter de ord på som så mange ikke forstår! Det giver ro i maven:)
Gode råd til, hvad man ikke skal sige, men hvad mener du så, at man så gøre for den depressionsramte og familien omkring?
Fuldstændig enig – det er selvfølgelig dejligt med en guide til hvad man ikke skal sige… Men mangler gode råd til hvad man rent faktisk skal gøre, når ens nærmeste har en depression…
Da jeg gik ned med stress og depression var det eneste jeg havde brug for at vidste det og lod som ingenting.. Gad ikke høre på deres ynk.. Og gad ikke sygmeldes eller på piller! Tiden læger alle sår og det værste jeg kunne gøre ved mig selv var få ondt af mig selv og ikke tage afsted om morgen.. Tror også nogle gange nogle går i stå ved at blive sygemeldt. Har en veninde hvor hun har været syg i noget der ligner 6 år nu.. Kommer hun nogensinde videre? Nej jeg har mistet troen på det.. Hun tør ikke overvinde sin psyke og bryde ud af det er synd for mig rollen.. Det er blevet hendes tryghedszone at selvsarbotere hendes egen psyke.. Aldring lig sig i foster, hellere kæmpe dig ud af det.. Lær at sige fra.. Lær at tage vare på sig selv.. Lær at elske sig selv.. Lær at alt er for en periode! Lev livet og for Guds skyld lad være med at ynke dig selv til selvmord! Selvmord er pinligt for den der gør det.. Måske er jeg hård men efter mørke kommer lyset
Og denne kommentar, kunne så komme med på listen over ting man ikke skal sige til en deprimeret.
Hej Ninna. Jeg har nu læst din beskrivelse meget omhyggeligt og endda flere gange for at være sikker på at jeg har forstået den rigtigt.
Jeg må desværre sige at jeg tror ikke at det har været en alvorlig / dyb depression du har haft for så er jeg sikker på at aldrig kunne drømme om at komme med sådan en udtalelse fordi når man har alle de symptomer som beskrevet i dette opslag er det lige nøjagtig det man ikke kan gøre såsom komme ud af sin seng om morgenen, få vasket sit hår, tage på arbejde, ud og købe ind “da man er bange for at møde nogen man kender”,
Sige fra for gode råd, ikke tage medicin. Alt det der tager 5 minutter for raske personer at gøre kan tage op til 1-5 dage for en med en alvorligt og dyb depression.
Samtidigt vil jeg gerne påpege at alt det der står man ikke skal gøre er lige nøjagtig hvad vores system som dagpenge kontoret gør og det er en af deres store fejle og derfor kommer man ikke videre.
Jeg taler med stor erfaring da min ægtefælle har haft en depression de sidste 5 år men er ved at komme frem af men stadigvæk er der langt og det må desværre tage den tid det tager.
Jeg vil gerne påpege at min udtalelse til dig skal ikke tages som negativt men pas på med dine udtaleser og samtidigt vil jeg gerne sige at det er dejligt på dine vegne at du har fået det bedre og god vind fremover.
Nu er der jo mange grader af depression, ligesom forskellige årsager osv. Du skal ikke sammenligne din situation med hendes. Og lige præcis det du skriver, vidner om at du burde lære ovenstående liste udenad. Og uden at kende din veninde – med din holdning til hende, og hendes situation, vil jeg mene at hun ville være langt bedre stillet uden dig som ‘ven’.
Jeg er ramt af depression og godt på vej til at få det bedre.
Det jeg kunne have brugt da jeg havde det værst var, at en anden overtog nogle af de opgaver jeg ikke magtede. Herunder, indkøb, lettere rengøring, færdigretter der skulle varmes op enten hjemmelavet eller fra frost (orkede ikke at lave noget mad overhovedet). Der skulle ikke spørges om jeg manglede hjælp til noget, for så ville jeg svare nej. I stedet så sig ‘jeg støvsuger lige’, ‘jeg ordner badet’ eller jeg har lagt mad i køleskabet/fryseren.
Jeg havde i den fase nok med at samle kræfter til, at komme på toilet, børste tænder eller måske spise lidt. Et bad var en dagsrejse og krævede alle de kræfter jeg havde.
Besøg krævede enorme kræfter, som jeg ikke havde. En anden gang vil jeg sige kom 5-10 min. og snakke/hjælpe og gå så igen, for jeg orker det ikke. Det var i den fase hvor jeg havde det værst.
@Anders Andersen håber du kan bruge dette i forhold til din veninde.
Man skal tage den diprimerede med ud i naturen i en uges tid. Storbyerne er stressfaktorer nr. 1. Naturen genstarter det menneskelige væsen og genopretter balancen.
KH
Naturmennesket <3
Venlighed hjælper.
Det hjælper ikke at sige: “hvis du bare holdt op med at ha ondt at dig selv”
Jeg er helt enig med Birgitte i hvad der kan hjælpe. Og den største hjælp er nok at acceptere at din veninde kun kan lave aftaler (om ikke nu så senere), med meget kort varsel. Og lige så at hvis I har en aftale vil hun aflyse mindst 3 ud af 4 gange. Og det må du ikke blive sur over. Alene det at hun laver en aftale, betyder at hun meget gerne vil se dig. Men nogle dage kan man bare absolut intet…
Da jeg havde det værst, kunne jeg bruge en uge på at udskyde at købe ind, fordi det var helt uoverskueligt. Der kunne gå flere uger imellem jeg kom i bad. Jeg kunne knap nok tage mig af mit kæledyr.
Og til Ninna: Da jeg ramte bunden lå jeg i fosterstilling på gulvet i mørket og græd – fordi jeg ikke kunne andet. Jeg forstår godt at det er svært – eller umuligt – at forstå for folk der ikke selv har været der. Det er også svært for den depressive…
Til den der skriver hun bare holdt sig igang og det gjorde hendes veninde ikke. Du har haft en livskrise og du har haft ting med i din rygsæk, der gjorde din tristhed ikke blev til en depression.
En depression er som min dag i dag feks. Jeg havde taget mig sammen til at vaske op og vaske tøj. Men da jeg havde taget min jakke på for at tage ud for at handle, overmandes jeg af en følelse af jeg skal bestige Mount Everest uden at være i form. Jeg prøver at overbevise mig selv om at ” det bare er en indkøbstur” men min krop er hanlingslammet og jeg lægger nøgle til bilen væk igen og tager tøjet af. Ligger mig med min tlf efter jeg har fået en besked fra psykiatrien om afslag på psykolog hjælp, til trods for jeg prøvede at begå selvmord i april. Så ser jeg din besked og føler mig om muligt, som en fiasko fordi jeg lader depressionen tage over ” bare fordi incest i min barndom” gør at min rygsæk er fyldt med huller, så mine redskaber til livet nogle gange bliver væk, så jeg ikke kan overskue livet.
I 2011 gik jeg ned med et psykisk nervesammenbrud, depression og angst det blev her efter min kamp.. Jeg har erkendt at jeg aldrig bliver rask.. Men jeg kan fungere, på mine præmisser, jeg har ikke et klinisk rent hjem mere, jeg har i perioder ikke overskud til andre mennesker og fejl tolker andre mennesker.. Men når jeg har det værst så rydder jeg op, ikke rengøring men oprydning, jeg har et værelse hvor sønnens ting fra skolen, papir og alt muligt andet skrammel bare bliver kastet ind i.. Og jo mere jeg får ryddet op jo mere tilfreds bliver jeg med mig selv.. Og kan det bare give mig 2-3 gode dag hvor jeg kommer væk fra tankerne.. Og har mere overskud end ellers så kan jeg bedre overskue de næste 14 dage.. Og når dage så er gået så er det køkkenet der står for skud.. Men stoltheden i at nå til bunds.. Og jeg har mit arbejde som jeg begraver mig i.. Så tager jeg en maske på som jeg først smider når jeg kommer hjem igen..
Jeg har lige nu en depression, jeg har før været meget langt nede, hvor livet ikke var værd at leve selv om jeg havde en søn. manden havde været mig utro. Gav en chance mere, men desværre gjorde han det igen.. Men min søn på 12dengang sagde nogle ting til mig … mor jeg kan ikke undvære dig og jeg er her og elsker dig…. fik hjælp… senere skulle jeg have hjælp igen da min elskede kæreste døde efter sygdom,og familien var ikke tilfreds med hvad jeg gjorde for ham.. selv om jeg passede og plejede ham. Men det værste var at de gik imod alle hans ønsker…. men den grimme depression sidder og lurer…. og desværre brød den ud igen.. men denne gang er jeg meget opmærksom, på at jeg ikke skal så langt ned igen.. derfor søger jeg læge. Og har fortalt mine kollegaer at det ikke er for at jeg er sur eller andet.. hvis jeg lige pludselig græder eller går væk lidt.. så skal jeg ikke tænke på at hvad kollegaer de tænker… men vil passe mit arbejde, for de har brug for mig beboerne.. men så når man kommer hjem er man fuldstændig brugt og får kun lige det meste nødvendig lavet…. tak for at i læste min historie.. det hjælper hver gang at få det skrevet eller snakket om det… men det værste er at komme og sige at du skal ikke være så længe på tabellen og se at komme ud af det.. du har jo os kollegaer som støtter dig… men hvis du ikke selv har overskud kan du ikke.. og det her er heller ikke den bedste tid at trappe ud af depression medicin…. tak Irene
min de er de dummeste at ikkeat prøve at hjælpe hvem ved at vi harde så dårligt
Det er nogle rigtig fine råd til pårørende. Selv efter mange år med depression er det svært at komme med et godt råd til en der er fanget i hullet. Noget som har virket for mig, har været at tvinge mig selv til at stole på at det bliver bedre, at man bliver et pokkers stærkt menneske på den anden side og at forsøge at hvile i min tilstand. Dybe vejrtrækninger og en forsoning med at jeg har det af helvede til har for mig betydet at jeg kan acceptere min egen modgang. Det har været en stor lettelse at ligge stridsøksen og acceptere, at der foregår en proces jeg ikke kan skynde på, men bare må stole på går over. Måske er jeg bare vanvittigt heldig at kunne se sådan på det, men jeg ville ønske at jeg kunne overføre den “aha-oplevelse” jeg selv har haft, til enhver som måtte have brug for det.
Kære Mathias
Allerførst TAK fordi du ønsker at overføre din AHA oplevelse med andre.
Den proces du beskriver, ved jeg er vejen frem i lyset.
Utålmodighed, frustration, irritation og manglende tillid til selv at kunne finde forsoning med depressionen, ved jeg godt at vejen op af det blæksorte, slimede hul er accept. Ja, jeg er ked af det / Ja, det er synd for mig / Ja, følelser går over .. Og nej, jeg giver ikke op.
Derfor har endnu en gennemlæsning af dit indlæg, alligevel givet mig et håb. Hvorfor ? Fordi ” I can do it, End of story”
Ønsker dig det allerbedste ..
Det er fint at nævne alt det man ikke skal sige, men mange pårørende og venner er ofte bange for at sige noget, da de ikke ved hvad de så skal sige. Så en info om det, ville være fint( sammen med). Og til en tidligere kommentar; det er ikke sjældent, når man ikke selv er kommet sig fra egen sygdom, at man har meget kritisk fokus på hvordan andre takler deres. Det udligner sig når man får det bedre. Pas godt på hinanden og jer selv.
Når jeg er nede med depression vil jeg have fred og ro. Jeg ligger for det meste i sengen eller på sofaen. Jeg græder hele tiden, vil ikke have besøg, tar ikke telefonen når den ringer, tør ikke ud. Orker ingenting så som tøj vask, madlavning, at gå i bad. Første gang jeg blev syg var i 1998 og må tage medisin resten af mitt liv og det er ok. For jeg ved at uden medisin og terapi var jeg ikke her. Jeg ved også at efter hver nedtur kommer jeg stærkt tilbage, men det tar lang tid. Det værste for mig er når alle kommer med deres, de synes er gode råd, det hjælper i hvertfall ikke mig.
Sjovt alle de ting der står beskrevet her kan udmærket bruges på en der er ramt af kroniske smerter…
Noget der er så svært at forstå for andre og til tider en selv for det er kroppen der har magt over hvad dagen bringer hvor hjernen gerne vil en masse spændende, men lige den dag er kroppen ikke med på det, man har brændt nallerne millioner af gange og har til dels lært kroppens signaler der råber bliv hjemme…
Tålmodighed. Tålmodighed. Tålmodighed. Og nærvær. Stille, oprigtigt nærvær.
For når man er dybt depressiv er tomheds- og ensomhedsfølelsen så altfortærende. Man er sat ud til ulvene, helt alene, uden mulighed for at komme ud af det eller tænke sig ud af det.
Man er ude af stand til at handle konstruktivt. Måske går man hændervridende omkring, fordi lidelsen i krop og sind er så pinefuld.
Det bedste, du kan gøre er st VÆRE der. Uden forstillelse eller påtaget optimisme.
Og HOLDE VED OG HOLDE UD.
Depressioner kan tage lang tid. Men for den deprimerede tælles sekunderne, fordi de er så smertefulde hver og et.
Og den smerte er så udmarvende, at nogen ikke klarer at stå distancen.
Og når man hører folk tale nedladende om de stakler, der er bukket under for depressionens malstøm, kan man opgivende konstatere, at de aner ikke, hvad de taler om.
Hej
Jeg har i flere år haft problemer med stofskiftet hvilket gør at jeg fungerer mindre godt.
Min energi er en vis mængde og så færdig. Jeg må så sove. Derudover lider jeg af depressioner, hvilket jeg nu er overbevist om hænger sammen med stofskifte.
Jeg har svært ved at se lyset ind imellem og når jeg har det sådan kan jeg næste ikke finde en positiv tanke. Er begyndt at gå ture, det hjælper meget. Er der nogen som har andre foreslag?
Jeg er 66 år , arbejder ikke mere og har haft depressioner siden jeg var 30 år ca. hver 3. måned og nu har jeg hvert år vinterdepressionerne! Den startede midt i januar 2017 og jeg er lige kommet ud af den først i marts måned! Det starter med, at man pludselig ikke kan overskue noget som helst, hjernen fungerer overhovedet ikke, kan ikke tænke eller lægge 2 og 2 sammen, kroppen står af, kan ikke løfte en finger eller gå i bad, kan ikke tage mobilen, kan ikke tåle støj, synger i hovedet og er bare så træt! Er hverken tørstig eller sulten, ligger bare som en sæk kartofler under dynen, men jeg har aldrig negative tanker, – og man kan kun vente på en bedring, som normalt før kom efter 3 uger, men denne gang varede den 3 mdr. Jeg savner så forfærdeligt sollyset om vinteren ( tager også D3 vitamin) og har hermed nu besluttet for fremtiden, at rejse sydpå i januar og februar!
Dog må jeg fortælle, at min datter 40 år har 3 teenagerbørn, er fraskilt, arbejder fuldtids og har et stort hus med have, desværre har arvet disse depressioner, så jeg ved lige, hvor jeg kan hjælpe – og det er virkelig, at købe ind, lave mad, gøre rent og vaske tøj – OG lade hende få fred og ro, kun det hjælper en med dybe depressioner!
Jeg spørger bare, hvorfor er der så mange mennesker med depressioner nu om dage? – Vil vi for meget? Lytter vi ikke til vores indre? Jeg er f.eks. Opdraget i “flinkeskolen” er ikke god til at sige fra og desværre har min datter det på samme måde! Man magter heller ingen konfrontationer og diskutioner, når man er ramt af en depression, men hvad skal der til, for at vi kan ændre os, for at undgå alle disse forfærdelige depressioner, som tager så meget af vores livskvalitet og børnenes? Det er vel en livsændring der skal til! Men hvordan griber man det an, når man har fuldtidsjob, er enlig mor til 3 teenagerbørn, stort hus og have? Jeg tror i alle kan nikke genkendende til problemet!
Det er lige spørgsmålet?
Jeg tror, at mange, der er i kontakt med deprimerede er så ivrige med at give gode råd, så de glemmer at lytte. Ofte vil det at lytte og det at spørge ind til den deprimeredes oplevelse af tingene uden at give råd være bedre end at give råd uden at lytte.
Jeg har været på begge sider, og forstår intentionen. Men det smerter mig at den hjælpende hånd udstilles som forkert. Selv om jeg ved præcis hvor ondt det gør at “modtage” hjælpende hænder, der føles som slag, kan jeg heller ikke lide, at den “hjælpende” gøres forkert.
Et par velvalgte ægte brugbare råd, ville skabe langt mere plads til omsorg.
Glem ikke hvor tyngende det er at stå hjælpeløs overfor en depressionsramt! Og hvis man først skal føle sig mere tynget af sine fejlslagne omsorgsforsøg, ser jeg egentlig ikke den store hjælp for nogen af de implicerede.