Når jeg læser i ordbogen så betyder ordet sårbar, at vi er nemme at angribe, ramme og ødelægge.
Sååhh vi er i virkeligheden skydeskiver, bullseye. Vi er lette ofre som kan væltes. Vi kan knuses og gå i stykker. Lette ofre for omverdenen. For andres påvirkning. For andres vurdering. For andres kommentarer. Lette ofre, hmm, når jeg sådan lige tygger på det ord og vender det i mit hoved så lyder det der sårbar ikke vildt flatterende og som en egenskab jeg selv gerne vil indeholde. Eller? MEN, sårbar er i virkeligheden også en egenskab der gør dig ægte. Virkelig ægte. Det er en egenskab der gør dig autentisk. Stærk. Den gør dig til præcis den DU er. Den gør dig værdi. Værdi til at være her. Værdi til at være dig. Sårbarhed giver dig power til at stå stærkt i dig selv. Sårbarhed er i alignment med alt hvad du gør. Alt. Den er okay med at du træder både frem og tilbage, fra side til side.
Med din sårbarhed er du i balance.
Sårbarhed har ingen facader. Sårbarhed har ingen masker. Sårbarhed er der hvor du tør, uden at tænke. Sårbarhed er den ægte vare. Sårbarhed er en gave, der stråler i lyset. Dit lys. Sårbarhed ER dig. SÅ, er det i virkelighed en egenskab jeg selv gerne vil indeholde? JA! Er det en egenskab jeg allerede indeholder? JA! Men det er en egenskab jeg har lukket ned for. Det er en egenskab inde i mig, som jeg ikke har fuld adgang til mere. Det er en egenskab der er gemt væk…..den er blevet en skygge. Sårbarhed er min skygge. En skygge som skygger for mit lys. Alligevel rumsterer den. Den banker på, den springer uventet op. Den larmer og jeg forsøger at tæmme den og gemme den væk igen. MEN det bliver der lavet om på nu. Universet forsøger at skabe balance. Min sårbarhed kæmper for at komme tilbage i lyset…sååå VELKOMMEN TILBAGE! Min sårbarhed blev gemt væk da jeg fik konstateret diabetes i ´96. Den dag fik jeg at vide at det var min egen skyld, fordi jeg havde spist for meget slik. Den dag fik jeg at vide at jeg ikke var som alle andre. Den dag fik jeg at vide at jeg skulle spise special mad. Den dag fik jeg at vide at jeg kun måtte spise en halv banan om dagen. Den dag fik jeg at vide at jeg skulle undgå sukker. Den dag fik jeg at vide at jeg skulle stikke mig resten af mit liv. Den dag fik jeg at vide at jeg kunne blive blind eller miste mine fødder hvis jeg ikke passede på. Den dag fik jeg at vide at jeg ikke kunne blive hverken togfører eller pilot. Den dag fik jeg at vide at jeg skulle gå til kontrol på sygehuset, øjenlægen, fodterapeuten, diætisten og andre “myndigheder” der skulle tjekke op på mig resten af mit liv. Den dag blev jeg bedt om altid være struktureret og “være i kontrol”.
Den dag blev tæppet revet væk under mig.
Den dag tillod jeg en fremmede læge at tage min sårbarhed fra mig og kaste den i skyggen. Den dag vaklede jeg. Den dag følte jeg mig angrebet og ødelagt på samme tid. Jeg blev ramt spot on i bullseye. Den dag byggede jeg et fort, en facade. Jeg tog en maske på, hvor der ikke var plads til at være sårbar. Hvor der ikke var plads til at være ukontrolleret, ustruktureret eller ligeglad. Jeg tog en maske på hvor der ikke var plads til hele mig. En maske der ikke var mig. Jeg tog en maske på der skulle vise udadtil at jeg var i kontrol. At jeg var stærk og kunne klare alt det jeg “fik besked på”. En maske der gjorde alt hvad “myndighederne” ønskede af mig og hvad alle andre ønskede af mig. Hvad andre forventede. En maske der pleasede andre. En maske som holdt alt autenticiteten og ægtheden tilbage. En maske der gjorde mig til en anden end den jeg i virkeligheden var. Den gjorde mig usikker. Den dag fortalte jeg mig selv en historie. En historie som blev min virkelighed. Jo mere jeg bekræftede den overfor mig selv, des mere virkelig blev den. En historie om, at nu var jeg anderledes end alle andre. En historie om, at det var min egen skyld at jeg havde fået diabetes. Jeg fortalte mig selv at jeg aldrig måtte slippe kontrollen. At jeg altid skulle følge de krav og forventninger som sygehuset og omverdenen havde.
I min verden hed det for deres skyld og ikke min egen.
Min sårbarhed skulle gemmes væk. Skjules. Jeg ville passe ind alle steder. Alle skulle kunne lide mig. Jeg ville være hende diabetikeren der kunne leve op til de rette krav og kontroller. Hende der havde styr på det. Altid. Men hvem kan det? I mange år var der ingen der så mig måle blodsukker. Ikke engang mine forældre. For hvad nu hvis tallet var for højt. Hvad nu hvis de opdagede at jeg ikke havde styr på det? Ikke havde kontrol? Hvad ville de ikke tænke. Jeg spiste søde sager i smug. Så skulle jeg ikke forsvare eller forklare noget, når folk spurgte om jeg godt måtte spise det. Jeg skrev fiktive tal i min diabetes bog dagen før jeg skulle til kontrol på sygehuset.
Jeg løj for dem.
Ja ja jeg går da til fodterapeut jævnligt. Ja ja jeg render til øjenlæge. Jo jo jeg måler da blodsukker mange gange om dagen…men virkeligheden var noget helt andet. Jeg kunne ikke magte al den kontrol, de krav, de forventninger og alle dem jeg følte jeg skulle tilfredsstille. Så var det nemmere at lyve og skjule sandheden. Holde en facade. Beholde masken på, til den stille blev en integreret del af mig. Her 23 diabetes-år efter er jeg endelig ved at gøre op med de historier jeg har fortalt mig selv. Jeg øver mig i at fortælle nye historier. Nemlig virkeligheden. Historier om at alle følelser og egenskaber er tilladt. Det er ikke enten de charmerende egenskaber eller de u-charmerende egenskaber. Det er plads til både og. Der er plads til alt. De sidste par år er jeg blevet mere og mere fascineret af sårbare mennesker. Ægte mennesker. Som tør at være. Bare være. Dem selv. Mennesker uden facader. Uden masker. Mennesker der stiller sig lige dér hvor jeg ikke tør. Dér hvor det kan gøre ondt. Dér hvor det kan gøre godt. Jeg beundrer dem. Jeg misunder deres mod. Jeg fascineres. Men hvor er min egen sårbarhed….hvor blev du af? Min diabetes ER min sårbarhed. Det er der jeg kan rammes. Der jeg ikke føler mig god nok, ikke værdi nok. Min diabetes er min usikkerhed. Min sårbarhed. Min frygt.
Jeg øver mig i at stile mig sårbar.
Jeg suger til mig af de mennesker som kan det og gør det. Jeg øver mig at modellere andres sårbarhed for at genfinde min egen. Jeg øver mig i at måle blodsukker foran mine forældre. Foran omgivelserne. Jeg kommer til alle mine besøgstjek (klinger bedre end kontrol i mine ører) på sygehuset. Jeg viser dem mine tal. Jeg øver mig i at være med det der er. Der er er gode kurver og knap så gode kurver. Jeg øver mig i at acceptere at sådan er det. Det er som det er. Jeg øver mig i at bede om hjælp, når jeg har lavt blodsukker. Jeg tillader mig selv at være træt og ligge mig. Jeg tillader mig selv at løbe en tur når det passer mig. Jeg øver mig i at spise alt foran andre. Jeg øver mig i at tænke at det andre siger handler udelukkende om dem selv. Ikke om mig.
Jeg øver mig i at slippe kontrollen en smule. Lidt mere. Og lidt mere. Ser hvad der sker.
Jeg øver mig i at alt er som det skal være og det er faktisk helt godt! Det er slut med at gemme ”en halv Charlotte”. Hvordan vil du øve dig for at invitere din sårbarhed tilbage igen? Hvordan vil du være mere autentisk? Være med det der er? Kom med mig ud af skyggen og hen mod lyset. Små skridt ud af komfortzonen. Hvad skal dit første skridt være? Ta´ dit sårbare lys tilbage igen. Knus Charlotte LÆS MERE om Charlotte her:
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
