At komme til Los Angeles for første gang kan være noget af en skuffelse. Los Angeles er ikke en by, som man normalt forbinder med skønhed, charme og afslapning.
Der er ikke nogen bymidte, og Hollywood, som man går ud fra er centrum, består af en overbefærdet gade fuld af turister. Da jeg første gang ankom til byen i 2008 blev jeg slået omkuld af dens larm, forfaldne bygninger, biler og forskel på rig og fattig.
Hvor var byens åndehuller, hellige steder, spiritualitet og hygge?
Jeg gjorde det til min mission at finde skønheden i det udadtil skræmmende, og nu 10 år senere er en af de ting, jeg elsker mest at vise venner og familie, en anden version af byen.
Give dem en autentisk oplevelse og introducere dem til de ting, vi som skandinaver forstår ved en god ferie; hyggelige nabolag, smuk arkitektur, komme tæt på lokalbefolkningen, skøn natur og få slappet rigtigt af.
Wellnessferier er blevet stigende populære over de senere år.
Folk gider ikke længere kun dalre rundt på turiststeder.
Man vil have en oplevelse for livet, noget, man ikke kan opleve hjemme, som udvider ens horisont, og som man som menneske kan blive inspireret af.
Mindfulness er et begreb, der stammer fra buddhismen og yogaen, og som især har fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og behandling af stress.
At være mindful betyder at være nærværende i sit liv, have alle sanser åbne og gøre ting, som er gode for en. At bo i en by, hvor der er så meget fokus på det ydre og folks facade, bringer samtidig en stor søgen og hungren efter forståelse for meningen med det hele.
Derfor er der spændende samlingssteder, hvor folk netop kommer for at få stillet dette behov.
Jeg har lavet en liste til dem, som gerne vil ned under facaden og fordommene om LA, og som er nysgerrige på, hvad der viser sig.
Her er 5 mindeværdige steder at aflægge et visit i søgen efter en mere autentisk oplevelse.
- The Griffith Observatory.
For at komme væk fra byens larm finder man i Hollywood Hills en stille oase på toppen af et bjerg. Her har det smukke stjerne- og planetobservatorium samt udsigten over byen en rolig energi og giver en mulighed for at studere planeterne på tæt hold og sætte tingene lidt i perspektiv. Der er også en café, der giver tid til refleksion og afslapning.

- Barnsdall Art Park & Museum
Midt I Los Feliz ligger Barnsdall på en tidlige indianergravplads, hvis hovedbygning er lavet af arkitekten Frank Loyd Wright. Hans datter donerede stedet til byen som en offentlig park, hvor der tilbydes kunstklasser og koncerter. Energien her er hellig og et sted at meditere eller nyde udendørsarrangementer på en sommeraften med picnic.
- LA Casa Del Camino
Dette fine gamle hotel ligger i Laguna Beach, som er en fantastisk lille strandby lidt uden for Los Angeles, og som har utallige gallerier, cafeer og butikker. Udsigten fra hotellets tagterrasserestaurant kaldet ‘The Rooftop Lounge’ er ubeskriveligt smuk, især mens solen går ned. Byen er desuden også kendt for en dansk mand ‘Eiler Larsen,’ Ham er der opført en statue af og er kendt som byens maskot. Danskere er derfor ekstra velkomne og velsete.
- Topanga Canyon
Topanga er et smukt spirituelt område, som ligger imellem Santa Monica og Malibu. Her har hippier fra 60-erne bygget deres huse, og energien fra bjerget henfører en til dens historie om fri kærlighed og musik fra The Beatles. Besøg den smukke mindeværdige restaurant ‘Inn of The Seventh Rai’, som er placeret midt i skoven i en fortryllet atmosfære, samt deres lille boghandel fyldt med krystaller, Buddhastatuer og tarotkort.
- Pasadena
Denne lille by er spansk inspireret og kun 20 minutters kørsel fra Hollywood. Her får du gammel arkitektur og historie med en rigtig bymidte, kaldet Old Town Pasadena. Byen har også et teaterdistrikt, som huser det originale gamle Playhouse, hvor de har forestillinger, der spænder fra musicalen Janis Joplin til Al Pacino i rollen som Tennesee Williams.
Jeg håber at kunne inspirere dem, som har planlagt at besøge Los Angeles, til at udforske en anden dimension af byen. For at få en mere mindful oplevelse, så prøv at være åben og tilstede med alle sanser vågne. Jo, det ydre tæller måske, men bagved er dybden og spiritualiteten måske værd at dykke ned i. Hvem ved, hvem man møder, og hvad der gemmer sig bag facaden af denne symbiose af en by.
Caecilie 34 år

Model, Skuespiller og Kunst Terapeut
Bosat I Los Angeles, Californien
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her



