Modemagasiner er blevet beskyldt for at idealisere usunde og urealistiske kropsidealer. Mange modemagasiner forsøger at sætte en anden kurs, men på en række af de sociale medier lever usunde kropsidealer videre i bedste velgående.
Som aldrig før er vi med til at øge antallet af mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse. Det sker, når vi på sociale medier som f.eks. Instagram dagligt beundrer og komplimenterer mennesker, der med stor sandsynlighed lider af en spiseforstyrrelse. Vi følger, deler, liker og kommenterer opslag fra personer, som f.eks. er sygeligt besat af sundhed.
Medierne bør tage ansvar
Instagram er et af de hurtigst voksende sociale medier, som er blevet en platform for unge piger, der lider af en spiseforstyrrelse. Pigerne lægger billeder op suppleret af såkaldte hashtags, som fungerer som søgeord. Her kan de tilbede anoreksien i fred i en digital verden, hvor det er let at bevare anonymiteten, og hvor de voksne ikke følger med. Her bliver de anerkendt for det de kan – at være en god anorektiker.
Det kan fastholde dem i lidelsen. Hvis de er i behandling, bliver den modarbejdet af de stærke beskeder, de får på Instagram, da de der bruger flere timer om dagen. Mediets tilgængelighed gør det til en konstant fristelse. Der skabes en subkultur, hvor de dyrker sygdommen, og det skal tages alvorligt, for anoreksi er psykiatriens mest dødelige sygdom
Der er både støtte og farlig viden tilgængelig online
De sociale medier kan være en svær balancegang. Der er ofte en dobbeltsidet betydning af brugen af sociale medier blandt personer med spiseforstyrrelser og selvskade, idet der kan være både positive og negative effekter heraf. Sociale medier kan således på én og samme tid, være kilde til såvel negativ inspiration i forhold til spiseforstyrrelsen og selvskaden, samt en måde at opleve forståelse og anerkendelse fra ligesindede i vejen ud af spiseforstyrrelsen eller selvskaden.
Men jeg oplever også, at sociale medier har haft afgørende betydning for, at nogen har udviklet en spiseforstyrrelse eller selvskade, eller at de gennem sociale medier er blevet påvirket af andre, til at fortsætte deres spiseforstyrrelse eller selvskade. Via de sociale medier får de tips og tricks til at skjule deres spiseforstyrrelse eller selvskade, ligesom nogen har fået inspiration til selvskademetoder eller tips og tricks til vægttab og udrensning.
Jeg mener personligt, at de sociale medier kan være med til, at skabe en oplevelse af utilstrækkelighed og mindreværd hos personer med spiseforstyrrelse og selvskade. Billeder af slanke mennesker på sociale medier kan skabe en oplevelse af, ikke at være slank nok, mens billeder af ar og sår kan skabe en oplevelse af, ikke at skade sig selv voldsomt nok. Der kan således skabes en form for konkurrence-mentalitet via lukkede fora på internettet, eller gennem sammenligning med eksempelvis tynde og slanke modeller.
Et fællesskab af ligesindede
Men nogen oplever oprigtigt støtte og hjælp gennem sociale medier. Der er et voksende fællesskab på Instagram mellem spiseforstyrrede personer, der hjælper hinanden med at blive raske, fordi de har en fælles forståelse for det, de hver især går i gennem. Nogen føler faktisk, at det hjælper dem mere, end det behandlingsforløb de ellers får tilbudt.
De føler, at de gennem sociale medier har fået lyst til samt støtte og hjælp til, at kæmpe mod deres spiseforstyrrelse eller selvskade. Nogen føler også, at de gennem sociale medier har fået redskaber til at bekæmpe deres spiseforstyrrelse eller selvskade.
På Instagram møder de spiseforstyrrede nogle mennesker, som er nået længere end dem selv, og som flittigt deler ud af oplevelser og tanker, og det giver et enormt stærkt fællesskab, hvor man inspirerer hinanden og giver hinanden håb om, at man kan få det godt igen. Når de unge deler tanker på Instagram, så kan de, når andre kommenterer på deres opslag, føle en opbakning og en forståelse, som de ikke oplever andre steder.
Fællesskabet på Instagram kan føles som noget helt særligt, fordi brugerne oplever ligeværdighed og respekt for hinanden. De spiseforstyrrede personer føler, at de kan dele ud af deres erfaringer med andre i et fællesskab, hvor alle har prøvet noget lignende, og det har en helt særlig betydning. De får oplevelsen af, at de ikke er alene, og at andre kæmper samme kamp, som dem. Sådan noget gør et fællesskab stærkt.
Den hårfine balance
Så som sagt er det en balancegang. Der kan være både positive og negative effekter af brugen af sociale medier med indhold relateret til spiseforstyrrelser og selvskade. Jeg tænker, at betydningen og funktionen er afhængig af, hvor i sygdomsforløbet personen befinder sig, samt indholdet af det specifikke sociale medie. For nogen kan det virke enormt motiverende til at blive rask, fordi de kan styrke hinanden og de oplever sammenhold. Men det kan også trække personer tilbage i usunde mønstre, hvor de kan blive enormt påvirket og tricket af andre. Så det er virkelig en hårfin balance mellem, hvad der trækker i den gode eller den dårlige retning – og det kan være svært, ikke at lade sig rive med af sygdom og dårligdom.
På sin vis er det godt, at de spiseforstyrrede på instagram får gavn af hinanden, men spørgsmålet er, om dette fællesskab hjælper på den ”lange bane”. Jeg kan frygte, at det på langt sigt kan fastholde mange i deres spiseforstyrrelse, fordi der er et stort fokus på mad blandt brugerne på instagram, og det hele tiden handler om, hvad man har spist, og hvor meget man har spist – man kommer aldrig til det punkt, hvor man bare spiser uden, at man skal skrive om det.
Der er ingen tvivl om, at mad og udseende fylder for meget på Instagram, men samtidig har mediet også hjulpet mange i deres sygdomsforløb, fordi de har kunnet søge inspiration og motivation hos andre ligesindede.
Skal tvangsindlagte have adgang til de sociale medier.
Jeg kan i den grad undre mig over, at mennesker med svær spiseforstyrrelse og som er blevet tvangsindlagt, har adgang til de sociale medier.
For hvad skal der egentlig til, for at blive tvangsindlagt på grund af anoreksi:
Psykiatriloven sidestiller alvorlig anoreksi med sindssygdom, og man kan derfor blive tvangsindlagt for anoreksi, hvis man i øvrigt opfylder psykiatrilovens betingelser for at blive tvangsindlagt. Betingelsen for det er, at man enten er til fare for sig selv (selvmordstruende) eller andre, eller at lægen skønner, at muligheden for at man får det afgørende bedre ellers forringes væsentligt. Hvis man har en alvorlig anoreksi, kan man blive så tynd, at der faktisk er risiko for, at ens helbred lider alvorlig skade, og i værste kan man dø.
Her syntes jeg samfundet fejler, og har en vigtig opgave. For mennesker med selvskadende adfærd, bliver det sociale medie brugt til mere, end hvad det umiddelbart ser ud til. På private profiler og hemmelige hashtags deler de billeder af selvmordsforsøg og tvangsindlæggelser. Oftest bliver det gjort fra private profiler, hvor der bliver skrevet om, hvor mange gange de har været tvangsindlagt, syet og forsøgt selvmord. De private profiler, har de ved siden af deres normale profiler. På den måde kan de hemmelige fora holdes skjult og undgå at blive konfronteret af læger, kontaktpersoner eller familie – og det resulterer i, at de bliver fastholdt i deres selvdestruktive adfærd.
Så for mig er tvangsindlæggelses = tvangsfjernelse af mobiltelefon og computer.
Ellers er det da næsten, som at sætte en alkoholiker på et værtshus – og fortælle ham, at han ikke må røre snapsen.
De kærligste tanker
Rikke Thorsø Helbo
Kig indenfor på min hjemmeside www.rikkehelbo.dk
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
